Hypet dating-app finder kærligheden i nærheden

Hypet dating-app finder kærligheden i nærheden

Dating app'en TinderEn gratis dating-app har de seneste måneder fået mange brugere i Danmark.

 

Måske har du gættet, at det er dating-app’en Tinder, der her er tale om. I hvert fald er den de seneste måneder blevet meget omtalt i danske medier. Og så er den gratis…

 

 

Da jeg installerede Tinder for nogle måneder siden, var jeg dog ikke voldsomt imponeret. Idéen med app’en er, at den finder andre Tinder-singler i nærheden af, hvor du befinder dig. Du kan også se, om du har Facebook-venner tilfælles med dem, og om de har liket nogle af de samme ting som dig.

 

Da jeg installerede Tinder, viste den dog lidt for mange singlemænd med navne som Esteban, Jefferson og Yacub fotograferet på steder, der absolut ikke lignede noget, jeg kender til, i nærheden af Aarhus (hvor jeg bor).

 

Jeg havde heller ikke særlig mange Facebook-venner tilfælles med dem, og det var yderst sjældent, at jeg havde liket nogle af de samme ting som dem. Og jo, de kunne selvfølgelig være på ferie i Danmark, men min mistanke var altså, at Tinder bare viste mig tilfældige profiler fra andre lande. Jeg droppede derfor hurtigt Tinder igen. Men det var dengang.

 

Hypet dating-app

Da jeg ligesom fornemmede, at Tinder blev hypet i flere danske medier, og Christiane Vejlø fra Elektronista skrev, at Tinder siger, de har 60.000 danske brugere, blev jeg selvfølgelig nødt til at prøve den igen. For den er jo gratis…

 

Om der er 60.000 danske brugere, skal jeg ikke kunne sige, men der er i hvert fald kommet betydelig flere mænd, der med en vis sandsynlighed rent faktisk befinder sig i mit område, end sidst jeg brugte app’en. Der er også langt flere, som jeg har Facebook-venner tilfælles med og deler interesser/likes med. Og fik jeg nævnt, at den er gratis…

 

Sådan virker Tinder

En af de ting, som spiller for Tinder, er, at det er rocker-nemt at komme i gang. Du forbinder app’en med din Facebook-profil, og så er du faktisk i gang. Men du er stadig anonym, indtil du vælger ikke at være det mere.

 

Andre kan kun se dit fornavn, din alder, udvalgte billeder fra Facebook, hvem I har som fælles venner på Facebook, hvilke ting I begge har liket, og hvor mange kilometer I er fra hinanden.

 

Du kan selv bestemme, hvilken aldersgruppe og hvor langt væk dine forslag fra Tinder højst må være, ligesom du kan vælge, om du vil se mænd eller kvinder. Du kan også skrive op til 500 tegn om dig selv, som bliver vist, hvis folk klikker på dit billede for at se mere.

 

Når du er interesseret i et af forslagene, swiper du mod højre eller klikker på hjerte-ikonet, og hvis du ikke er interesseret, kan du swipe mod venstre eller klikke på krydset.

 

Det gode ved Tinder er efter min mening, at hvis du angiver, at du er interesseret, får den anden det ikke at vide, medmindre han eller hun også er interesseret. Hvis I begge er interesserede i hinanden, giver app’en jer mulighed for at chatte med hinanden, uden at I behøver at udlevere personlige oplysninger.

 

Virker skidtet så?

Ja, skidtet virker, og det virker som om, der er mange danske brugere. Men med Tinder er det udseendet, der er i fokus, og det er rigtig nemt bare at swipe sig videre til det næste billede, så hvis du synes, det lyder overfladisk, er Tinder ikke noget for dig, men ellers så prøv det da. For det bedste ved det hele er, at Tinder er gratis. I hvert fald betaler du ikke med penge, men i stedet med personlige oplysninger.

 

For ved at downloade og bruge Tinder giver du firmaet bag og deres samarbejdspartnere ret til at bruge dine oplysninger. Som der står i betingelserne: “You grant Tinder, Co. and its affiliates a worldwide, perpetual, irrevocable, non-exclusive, royalty-free license and right to copy, transmit, distribute, publicly perform and display (through all media now known or hereafter created), and make derivative works from your content.”

 

Du giver altså Tinder verdensomspændende, evig, uigenkaldelig, ikke-ekslusiv, gratis ret til at bruge dit indhold – hvilket jeg går ud fra vil sige billeder mm. Så hvis den slags afskrækker dig, er Tinder nok ikke stedet, du skal søge efter kærligheden.

 

Læs mere om dating-app’en Tinder her.

 

Læs også: Dit profilbillede er vigtigere end nogensinde

Læs også: Single-kvinder skal smage på flere mænd

 

Share this:

About the Author

Pia Loulou DamsgaardIndehaver og stifter af SingleSpot.dk samt medforfatter til bogen "Elsker mig for evigt - 12 hemmeligheder til et lykkeligt liv som single" Single gennem ca. 10 år. Bor alene og elsker det. Vil hellere have en mand at gå ud med, end en mand at komme hjem til.

View all posts by Pia Loulou Damsgaard

Leave a Reply