SingleBlog: Sådan får du tætte(re) venskaber

SingleBlog: Sådan får du tætte(re) venskaber

Som singler kan vi være mere udsatte for ensomhed. Vi har brug for nære relationer, og konflikter kan faktisk bringe os tættere på hinanden, hvis vi adresserer dem rigtigt.

 

Coach og rådgiver i dating og forelskelse Jens W. Pedersen, der er forfatter til dette indlæg, forklarer, hvordan du med girafsprog kan komme tættere på dine venner:

 

Da jeg i sin tid gik i gymnasiet, blev jeg rigtig irriteret på min bedste ven. Jeg kunne imidlertid ikke finde ud af at sætte ord på det og tale åbent med ham om det, så jeg trak mig væk. Det har sikkert været meget forvirrende for ham at opleve min pludselige distance, men han evnede heller ikke at tage emnet op, og derfor gled det venskab bare ud og forsvandt. Den måde at håndtere konflikter på er bestemt ikke en måde, som sikrer os imod ensomhed.

 

Jeg fryser nemt til is, når der er noget, som går skævt i mine relationer – hvor andre måske reagerer mere udadvendt med åbenlys vrede eller irritation, har jeg en indgroet tendens til at trække mig væk. Faktisk virker det lidt som om, at min vrede viser sig som kulde, hvilket egentlig er ret underligt, når man tænker på, at vi typisk opfatter vrede som en varm følelse, som ild, vulkanudbrud eller deslige. For mig bliver det i stedet til følelsesmæssig kulde og distance.

 

I dag ved jeg imidlertid, at jeg kunne have løst den konflikt på en langt bedre måde. Der findes gode kommunikative redskaber, som hjælper os. Her tænker jeg især på Girafsprog eller Ikkevoldelig Kommunikation (IVK), som netop kan sikre, at vi åbner op i stedet for at lukke i.

 

Sådan tackler du brudte aftaler
I mange år har jeg haft det svært med brudte aftaler, og hvis andre kommer for sent til et møde med mig. Som en slags guddommelig komik har jeg imidlertid også fået flere nære venner, som har det problem – de har netop svært ved at holde deres aftaler, og det er bestemt ikke altid, at de kommer til tiden.

 

Forleden skete det igen. En nær ven holdt ikke sin aftale, og næste morgen var jeg rigtig trist. Imens jeg kørte derudaf i mit nye chaufførjob, fik jeg anledning til at tænke over, hvorfor jeg mon reagerer, som jeg gør.

 

Jeg prøvede at analysere det i girafsprog-termer, dvs. med fokus på, hvilke tolkninger jeg har af situationen, hvilke følelser, der følger med og hvilke behov,der ligger bag. Den analyse hjalp en hel del på mit humør. På vej til arbejde havde jeg ellers først forsøgt mig med positiv tænkning, men det hjalp overhovedet ikke, så det var rart at mærke, at girafsprog-tankegangen til gengæld gav noget.

 

De behov, som jeg ræsonnerede mig frem til, var: Venskab, nærvær og omsorg for min tid (så jeg ikke spilder den på aftaler, der ikke holder). Men grunden til at jeg blev så ked af det og skuffet, var også, at jeg tolkede det, der skete, ind i et gammelt traume, som handler om, at jeg ikke er noget værd – sådan kommer jeg nemt til at tro om mig selv. Inde i mit hoved blev det derfor til, at jeg var blevet svigtet af min ven, som nok ikke havde lyst til at se mig.

 

Det virker i sig selv forløsende, når vi på den måde kan sætte ord på vores indre tanke- og føleprocesser og dermed adskille det indre drama fra den ydre situation, som gav anledning til det.

 

Sådan dropper du kritik
Der er den fordel ved girafsprog, at du får mulighed for at tale om det, der er svært i jeres relation uden kritik af den anden, så du kan tage en konflikt op imellem jer på en relativt ufarlig måde.

 

På den måde får du en chance for at vende distance til nærvær. I det konkrete tilfælde skrev jeg derfor til min ven: ”Jeg har det jo svært med aftaler, der ikke holder. Tror, jeg kommer til at tolke det som, at jeg bliver svigtet”.

 

Ved at skrive det på den måde taler jeg om mig selv eller mit eget indre drama og holder mig derved også på egen banehalvdel, som man siger indenfor IVK. Ikke desto mindre sætter jeg ord på det, som gør vores relation svær lige nu.

 

I stedet for at trække mig væk inviterer jeg til dialog, og vi kan potentielt set få et dybere og stærkere venskab, fordi vi på den måde får sat ord på det, der sker imellem os. Modsat hvad jeg i sin tid gjorde i gymnasiet.

 

Til alt held har jeg i dag venner, som er gode til at tage tråden op, og som kan tale videre i samme ånd, dvs. åbent og ærligt men uden beskyldninger. I løbet af vores samtale viste det sig, at vi faktisk har et fælles ønske om at ses mere, end vi gør. Vi savner begge at snakke mere sammen. Vi ønsker begge, at få det planlagt bedre, så det kan ske. Det har vi nu gjort, og det, der begyndte som en uoverensstemmelse, er endt med, at vi kom endnu tættere på hinanden.

 

Nu er det ikke altid, at vi er så heldige med vores konflikter, så de bliver til et fælles gode, men det er da et forsøg værd, og eksemplet viser, hvordan kulde kan blive til varme, hvis vi benytter et sprog, der inviterer til dialog og forståelse.

 

Mere om Girafsprog
Girafsprog er relativt simpelt, for grundlæggende arbejder man med 4 elementer: Observation, følelse, behov og anmodning. Observationen er det helt konkrete, der er sagt eller gjort, f.eks. at vi har aftalt et møde, men min ven dukker ikke op.

 

Observationerne er den neutrale del af en konflikt, dvs. den del, som begge parter kan blive enige om, og når du taler om det, skal det være helt nøgternt og beskrivende, dvs. uden tolkninger.

 

Følelserne er f.eks. ”ked af det” eller ”irriteret”, men ikke ”svigtet” – svigtet er nemlig en blanding af en følelse og en fortolkning af, hvad den anden har gjort. Når du kun taler om følelserne, holder du dig på din egen banehalvdel.

 

Vores behov er også vores egne. I det konkrete tilfælde var det de uopfyldte behov for venskab, nærvær og omsorg, der gjorde mig ked af det, så dem adresserede jeg i min videre samtale med min ven, men uden at gøre ham ansvarlig for dem – så man siger ikke: ”Jeg har brug for, at du kommer til tiden”. I stedet tager vi selv ansvar for vores behov og siger f.eks.: ”Jeg vil gerne drage omsorg for min tid”.

 

I det konkrete tilfælde kom jeg ikke med nogen specifik anmodning, men lagde indirekte op til, at vi skulle snakke om det, der var sket – jeg opfordrede altså til dialog og forsøgte dermed at få mit behov for nærvær og venskab dækket. Ved at sikre en bedre planlægning af vores møder fik jeg også taget hånd om min tid, så den ikke går til spilde.

 

Hvis du gerne vil vide mere om Girafsprog og lære det i praksis, er det bedst at tage et kursus – se LIVKOMs kursuskalender.

 

Indlægget er skrevet af Jens W. Pedersen, der er coach og rådgiver om dating og forelskelse. Han har tidligere udgivet bogen“Dating,desperation og selvudvikling”. Bogen henvender sig til singler af begge køn.

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet for alle singler, der ♥ friheden til at gøre lige, hvad de har lyst til, her:

* indicates required

 

Læs mere af Jens W. Pederen: Single på jagt efter kærlighed: Derfor skal du lære girafsprog

Læs mere af Jens W. Pederen: Dating: Er du for meget? Eller for lidt?

Læs mere af Jens W. Pederen: SingleBlog: Guide til den dygtige dater

Læs mere af Jens W. Pederen: Vær mindful i dit singleliv!

Læs mere af Jens W. Pederen: Undgå at forelske dig i den forkerte – igen!

Læs mere af Jens W. Pederen: Øv dig i kærlighed mens du er single

Læs mere af Jens W. Pederen: Er du single nr. 5? Så stå ved dig selv!!

Læs mere af Jens W. Pederen: SingleBlog: Derfor er parforhold ikke altid lykken

 

Share this:

About the Author

Jens W. PedersenJens W. Pedersen er coach og rådgiver i dating og forelskelse. Forfatter til bogen "Dating, desperation og selvudvikling.

View all posts by Jens W. Pedersen

Leave a Reply