Singlemad-klumme: Denne smeltede ingrediens er min (og måske din) ven

Singlemad-klumme: Denne smeltede ingrediens er min (og måske din) ven

I singlemad-klummen kommer jeg med tips og ideer til ultranem – og forholdsvis sund – mad for singler. I dag skal det handle om en af mine livretter: Smeltet ost!

 

Smeltet ost smager så fantastisk. Jeg elsker smeltet ost. Engang var jeg i Schweiz, og jeg spiste så meget smeltet ost, at jeg kastede op om aftenen (nej, jeg havde ikke drukket alkohol og ja, fremover spiser jeg ostefondue med måde).

 

Jeg elsker dog stadig smeltet ost på trods af det lille optrin, og heldigvis kan man som single lave masser af nemme retter med smeltet ost. F.eks. strør jeg lidt smeltet ost over, når jeg laver omelet, ligesom wraps med grøntsager og smeltet ost smager fantastisk.

 

Toast er en anden nem og elsket favorit. F.eks. elsker jeg toast med masser af ost og tomatskiver. Jeg putter først tomaterne i, når osten er smeltet, ellers bliver det for svampet, synes jeg.

 

Sådan laver du toast uden brød

Toast er supernemt at lave – især hvis du har en toastmaskine, men du kan også sagtens lave toast i en almindelig ovn. Her vil jeg nok vente med at putte det øverste stykke brød på, til osten er smeltet lidt. Ellers risikerer du, at det øverste brød bliver sort, inden osten når at smelte. Du kan også helt droppe det øverste brød.

 

En af ulemperne ved toast er nemlig, at der er rimelig meget brød i sådan en fætter. Så enten kan du droppe det øverste brød – en mad med smeltet ost og tomat er også virkelig mums – eller også kan du skifte brødet ud med noget andet, som en fitnessguru, jeg læste om, foreslog engang.

 

Jeg har ikke prøvet det, og jeg ved ikke, om jeg kommer til det, for når vi skal være helt ærlige, så er der ikke noget nymodens fims, der kan erstatte brød og pasta. Så når en fitnessguru foreslår at erstatte brødet i toast med skiver af squash, bliver jeg lidt mellemfornøjet. Det er ligesom på ingen måde det samme, men det er selvfølgelig nok en hel del sundere, så forslaget er hermed givet videre til udforskning på eget ansvar.

 

Kan ost fryses?

En anden ulempe er, at hvis du køber en hel ost, er de ofte ret store stykker, og det er svært at få det hele spist, hvis du bor alene. Men ost kan godt fryses. Konsistensen bliver lidt mere “løs” i det, men jeg synes, smagen er den samme, og hvis du alligevel skal smelte osten, er det lige meget.

 

Du kan også fryse rester af revet ost, hvis du har noget til overs. Det er nemt at tage ud af fryseren, og du behøver ikke tø det op, inden du strør det på f.eks. en omelet.

 

Kom med dine egne tips til singlemad

Hvad gør du som single? Skriv en kommentar under indlægget, eller send evt. ultranemme opskrifter til pia@singlespot.dk – jeg linker naturligvis, hvis du har en blog eller andet.

 

►►Find flere singlemad-klummer med ideer til ultranemme singleretter her.

 

 

Læs også: Ny singlemad-klumme: Sådan nøjes du med at lave mad 1-2 gange om ugen

Læs også: Singlemad-klumme: Disse boller gider du godt bage “bare” til dig selv

 

 

Share this:

About the Author

Pia Loulou DamsgaardIndehaver og stifter af SingleSpot.dk samt medforfatter til bogen "Elsker mig for evigt - 12 hemmeligheder til et lykkeligt liv som single" Single gennem ca. 10 år. Bor alene og elsker det. Vil hellere have en mand at gå ud med, end en mand at komme hjem til.

View all posts by Pia Loulou Damsgaard