Black Friday: Derfor kan ingen ting gøre dig til en attraktiv kæreste

Black Friday: Derfor kan ingen ting gøre dig til en attraktiv kæreste

Den næste, der sender noget med Black Friday til mig, får en kindhest.

 

Black Friday er den seneste udenlandske tendens, vi har kopieret i Danmark for at få lidt ekstra gang i salget af skrammel, der endnu ikke er blevet købt af nogen. Næste år tror jeg, at vi vil se endnu en træls dag, som egentlig ikke har noget formål bortset fra, at nogle producenter kan gnide sig hænderne over en større omsætning: Singles Day.

 

Vær god ved dig selv som single

Tidligere på måneden var jeg til reklamebureauet Envisions seminar, hvor de præsenterede en rapport med titlen “Singleshopperen”, hvor nogle af dansk detailhandels helt store spillere også var inviteret, og her blev 11.11, som er Singles Day, fremhævet som et bud på endnu en dag, der kan skabe mere omsætning.

 

Dagen stammer fra Kina, hvor singler angiveligt køber gaver til sig selv for at forkæle sig selv på denne dag.

 

Selve tanken har jeg det fint med. At være god ved dig selv er vigtigt – uanset om du er single eller ej – men jeg har det ikke fint med, at smarte marketingsfolk opfinder kunstige mærkedage med kunstige formål for at sælge endnu mere billigt skrammel.

 

Mad til singler 

Jeg har længe ment, at der ikke har været nok fokus på singler, når det gælder f.eks. mad og supermarkeders tilbud til husholdninger med en person, men efter at have læst og selv bidraget til rapporten “Singleshopperen” er jeg nu bekymret for, om det nærmest bliver for meget.

 

I rapporten fokuserer forfatterne på, at vores frihed som singler er lig med frihed til at forbruge. Vi kan selv bestemme, hvad vi skal bruge vores penge på uden at tage hensyn til, hvad andre synes.

 

Det er ikke, fordi jeg mener, at vi skal tilbage til stenalderen og leve i en jordhule, men jeg håber virkelig, at når der nu sandsynligvis snart kommer mere fokus på os singler som forbrugere, så vil vi være ekstremt kræsne.

 

Ting gør dig ikke mindre ensom

Jeg håber, at vi ikke vil lade nogen fortælle os, at vi ikke er gode nok eller bilde os ind, at vi bliver mere attraktive som partnere, hvis vi køber et bestemt produkt eller bruger en bestemt service.

 

Jeg håber, at vi ikke bare køber for at dæmpe den ensomhedsfølelse, mange af os har i større eller mindre grad. Jeg håber, at vi vil være kritiske overfor firmaerne og os selv – at vi vil være enormt bevidste om, hvorfor vi forbruger og hvilke firmaer, vi har lyst til at støtte.

 

Mange varer bliver jo ikke lavet med det primære formål, at vi har brug for dem – de bliver lavet for at tjene penge, og ved at bilde os forbrugere ind, at vi er utilstrækkelige, som vi er, og at vi bliver mere tiltrækkende af at bruge et bestemt produkt, får de os til at efterspørge deres varer.

 

Derfor køber du mere, hvis du har dårligt selvværd

Vi køber nyt tøj, nye sko, hårprodukter, makeup, barbergrej, parfume mm. fordi nogen har fået os overbevist om, at vi ikke ser godt nok ud i vores naturlige tilstand. Vi køber Apple-produkter, fordi nogen har fået os overbevist om, at de gør os til lidt coolere mennesker.

 

Jo dårligere du har det med dig selv, des mere tilbøjelig tror jeg, du er, til at falde for reklamer, der lover at gøre dig mere tiltrækkende og gøre dit liv bedre. Jeg har på egen krop mærket, hvad det har gjort ved mig at arbejde med at få et højere selvværd.

 

Mode gør dig ikke ægte tiltrækkende

Det interesserer mig stort set ikke at købe tøj mere. Tidligere kunne jeg sagtens se det hyggelige i en shoppedag med en veninde eller min mor, men jeg har ikke længere samme trang til at købe ting bare for at købe dem. Så vil jeg hellere gå en tur, tage i biografen eller spise en lækker frokost med dem end gå rundt og købe ting.

 

Jeg kan godt lide at være pæn i tøjet, men jeg er tilfreds med det, jeg har. Jeg kan sagtens tage det samme på i byen mange gange – og jeg er ligeglad med, om nogen lægger mærke til det.

 

Jeg har få gode stykker tøj, og jeg vil gerne se nogenlunde præsentabel ud, men modefarver, faconer osv. interesserer mig meget lidt. Jeg køber klassiske ting, og jeg går næsten udelukkende i mørke farver eller hvid – mest sort og gråt eller mørke mønstre – fordi det er nemt at vaske, og det passer altid sammen.

 

Nogen prøver at bilde mig ind, at det er kedeligt – det må de om. Jeg kan godt lide det, og det er praktisk.

 

Hvorfor køber du?

Jeg siger ikke, at hvis du går meget op i tøj og makeup, så har du dårligt selvværd, men hvis du tit føler, at du lige skal købe en ny bluse eller en halskæde eller en ny øjenskygge, kan det måske være en ide at stoppe op og tænke over, hvorfor du har den trang.

 

Hvad vil den ting give dig? Har du VIRKELIG brug for en ny bluse eller øjenskygge? Har du VIRKELIG brug for det ekstremt billige Black Friday-tilbud?

 

Jeg bruger meget få penge på ting efterhånden. Ting gør mig ikke glad. Mine møbler er genbrug eller 15+ år gamle. Jeg bruger penge på husleje, vand, el, varme, transport, god mad, oplevelser, socialt samvær, og jeg er blevet meget mere kritisk på det økonomiske område.

 

Jeg vil hellere have mere frihed end ting.

 

►►Du kan læse hele rapporten “Singleshopperen” fra Envision her.

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet for alle singler, der ♥ friheden til at gøre lige, hvad de har lyst til, her:

* indicates required

 

►►Læs også: Derfor skal du være (endnu) mere kræsen som single

►►Læs også: Hjælp singler med at være singler – ikke med at drømme om en kæreste

 

Share this:

About the Author

Pia Damsgaard BachIndehaver og stifter af SingleSpot.dk samt medforfatter til bogen "Elsker mig for evigt - 12 hemmeligheder til et lykkeligt liv som single" Single gennem ca. 10 år. Bor alene og elsker det. Vil hellere have en mand at gå ud med, end en mand at komme hjem til.

View all posts by Pia Damsgaard Bach

Leave a Reply