Derfor skal du være (endnu) mere kræsen som single

Derfor skal du være (endnu) mere kræsen som single

Vi singler får altid at vide, at der er så mange af os, fordi vi er blevet alt for egoistiske og kræsne, og at vi derfor har svært ved at finde en kæreste.

 

Lige nu sidder jeg og skriver på en ny bog, og der er bl.a. et kapitel om, hvorfor det er helt ok at være kræsen, og om hvorfor du selvfølgelig skal være ekstremt kræsen med, hvem du lukker ind i dit liv.

 

Det kapitel har jeg skrevet, fordi jeg synes, det er vanvittigt at antyde, at man skal sænke sine standarder bare for at få en kæreste. Som om det er bedre at have bare en eller anden end at være alene. Tværtimod synes jeg, at flere burde være endnu mere kræsne.

 

Et helvede at vælge den forkerte

Et parforhold har en enorm betydning i hverdagen, så det giver for mig ingen mening at sænke sine standarder for, hvem man vil dele sit liv med. Dit liv risikerer at blive et helvede, hvis du vælger den forkerte bare for at vælge en eller anden.

 

Op mod 500.000 kvinder og 280.000 mænd lever med eller har været udsat for psykisk vold af en partner, viste en undersøgelse i 2015.

 

Ask Elklit, der er professor ved Videnscenter for Psykotraumatologi ved Syddansk Universitet, vurderede i en artikel på PsykiskVold.dk i september 2015, at det tal er realistisk, og han fortæller i artiklen, hvad psykisk vold er:

 

“Hvis din partner systematisk og på en vedvarende måde håner, ydmyger, nedgør og devaluerer dig, så er der tale om psykisk vold. Den form for vold kan være særdeles skadelig for din psykiske sundhed. Derfor er det nødvendigt, at voldsudsatte får øjnene op for, hvad der sker i parforholdet, før de kører ned på det og måske i sidste ende mister sig selv og udvikler psykiske lidelser som depression og angst.”

 

Psykisk vold rammer bredt

I følge professoren er den psykiske vold, hvor hån, ydmygelser, tavshed og kolde blikke er en vedvarende stil- eller samværsform, langt mere udbredt, end de fleste af os går rundt og tror.

 

Den psykiske vold rammer bredt – også blandt ressourcestærke kvinder med et godt job og en flot villa på Strandvejen.

 

“Hvis du er udsat for psykisk vold, mister du troen på dig selv, din energi falder, og du er i risiko for at udvikle både angst og depression. Efter lang tids påvirkning har du svært ved at definere, hvad du selv vil. Du bliver nærmest udslettet som person. Det kan igen resultere i lave forventninger til livet og kærligheden, og mange, der er udsat for psykisk vold, vender kritikken mod sig selv, og tager den til sig. På den måde accepterer den voldsudsatte det dårlige udgangspunkt. Han eller hun begynder selv at tro på det, som voldsudøveren fortæller, og føler sig værdiløs,” siger Ask Elklit også i artiklen.

 

Kærester dræber

Samtidig er der al den fysiske vold, som mennesker, der skulle forestille at elske hinanden udøver mod hinanden. I dag skriver Eb.dk f.eks., at en kendt dansk fodboldtræner er blevet tiltalt for vold mod sin kone og datter, og for nylig blev en syrisk mor og hendes to døtre fundet dræbt i en kummefryser, og kvindens mand efterlyses for at have noget med drabet at gøre.

 

Ifølge en optælling, som dagbladet Information foretog i juni 2016 over medieomtalen af drab begået på kvinder mellem 2012 og 2015, var 50 procent af alle drab på kvinder begået af den dræbte kvindes partner. Til sammenligning udgjorde partnerdrab de samme tre år seks procent af alle drab på mænd.

 

“Med andre ord er den typiske kvindedræber altså ikke en ukendt, perverteret morder, der hopper ud fra busken. Han er derimod den mand, kvinden deler eller har delt adresse, liv og måske børn med,” står der i artiklen i Information.

 

Så svært kan det være at slippe ud

I artiklen står der også, at der forud for mange af drabene har været andre former for vold, og at mange af mændene har udøvet social kontrol ved f.eks. at tjekke kvindens sms’er og lignende i forholdet i tiden inden drabene.

 

Det er ikke en bestemt type mænd, der dræber – det er både lavtuddannede og akademikere, der ikke kan styre deres kærlighed, som ender med at blive til had.

 

Samtidig kan det være svært at slippe af med en kæreste igen. I august i år åbnede Dansk Stalking Center en ny afdeling i Aarhus, fordi de oplevede et stigende antal henvendelser om stalking fra ofre i hele landet.

 

Vi skal blive bedre til at være alene

Jeg siger ikke på nogen måde, at nogen selv er skyld i, at de bliver udsat for vold eller andre krænkelser eller overgreb. Det kan være svært at opdage faresignalerne, før det er for sent, og i nogle tilfælde vil vi slet ikke se dem, fordi vi vil forholdet så meget.

 

Jeg siger heller ikke, at vi skal gå rundt og være bange for at forelske os.

 

Det, jeg siger er, at det ville være gavnligt for hele samfundet, hvis vi alle sammen blev bedre til at være alene. At vi blev bedre til at bo alene, bedre til at tackle ensomheden og omgivelsernes pres og spørgsmål om, hvorfor vi ikke har en kæreste, så vi ikke kaster os hovedkulds ind i forhold med mennesker, vi knap nok kender, for at undgå at være single.

 

Bliv bedre til at være alene

Vores angst for at være alene er efter min mening medvirkende til, at alt for mange bliver i rådne forhold, fordi de er bange for at skulle stå alene i livet, eller fordi det føles nemmere at blive end at gå ud i det ukendte uden en partner.

 

Jeg har ikke selv været i et voldeligt forhold, men jeg har været så ivrig efter at komme i et forhold, at jeg tilsidesatte mig selv og fik det rigtig dårligt psykisk. Hvis jeg havde været bedre til at være alene dengang, ville jeg nok være gået meget tidligere, men det virkede på det tidspunkt bedre at holde ud end at være helt alene.

 

Hold hovedet højt og dine standarder endnu højere

Jeg synes, vi alle sammen skal hæve vores standarder og være endnu mere kræsne. Det er da et råddent samfund, hvis vi hellere vil blive sammen med nogen, der håner og ydmyger os, end vi vil være alene. Eller hvor vi tror, at jalousi og kontrol har noget med kærlighed at gøre.

 

Det er ikke rimeligt, og bl.a. derfor synes jeg også, at det er så vigtigt, at vi lærer at være tilpasse i vores eget selskab, og at vi opbygger en omgangskreds, fællesskaber og et generelt dejligt liv uden en kæreste.

 

På den måde bliver du mere kritisk over for, hvem du lukker ind i dit lille paradis, frem for hvis du føler, at livet er en losseplads, så er der ikke så meget at miste ved at lade en eller anden stodder m/k trampe på det hele.

 

Sæt dig selv fri

Så: Hold fast i dine høje standarder for, hvordan en evt. kommende partner skal behandle dig. Lad være med at overse små advarselstegn, fordi du så gerne vil have en kæreste og er bange for at være alene.

 

OG: Spar op, så du ikke er tvunget til at være sammen med en mand eller kvinde, fordi du ikke har andre muligheder økonomisk. Måske kan du godt bruge den vinterjakke et år mere, hvis det drejer sig om din frihed?

 

Hvis du er nysgerrig på, hvordan du bliver gladere for at være single, har jeg været med til at skrive bogen ►► “Elsker mig for evigt – 12 hemmeligheder til et lykkeligt liv som single”. Den handler bl.a. om at lære at nyde sit eget selskab, inden man haster ind i et parforhold.

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet for alle singler, der ♥ friheden til at gøre lige, hvad de har lyst til, her:

* indicates required

 

►►Læs også: Nu som lydbog: Sådan gør du det nemmere at være single

►►Læs også: SingleBlog: Sådan får du tætte(re) venskaber

 

Share this:

About the Author

Pia Damsgaard BachIndehaver og stifter af SingleSpot.dk samt medforfatter til bogen "Elsker mig for evigt - 12 hemmeligheder til et lykkeligt liv som single" Single gennem ca. 10 år. Bor alene og elsker det. Vil hellere have en mand at gå ud med, end en mand at komme hjem til.

View all posts by Pia Damsgaard Bach

Leave a Reply