Sådan passer du godt på dine venskaber – og gør dem bedre

Sådan passer du godt på dine venskaber – og gør dem bedre

Tætte relationer er vigtige for alle mennesker, men som single er de ekstra vigtige, fordi mange af os bor alene og ikke har den “automatiske” kontakt til et andet menneske, som man har, hvis man bor sammen med en kæreste eller ægtefælle..

 

Det kræver en indsats at få og bevare gode venskaber – især når man selv eller ens venner og veninder får kærester og stifter familie, fordi så bliver tiden knap, og det sker tit, at venskaberne ryger sig en tur på den bekostning, hvis man ikke er opmærksom på at vedligeholde dem.

 

Derfor synes jeg altid, det er interessant at se på, hvordan man vedligeholder sin venskaber og rykker tættere på sine venner og lader venskabet udvikle sig gennem forskellige livsfaser.

 

Det er der et foredrag om på Dokk1 i Aarhus mandag 5. december 2016. Nederst i artiklen får du 5 råd til, hvordan du får gang i en god snak – uanset om det er med dine venner, familie eller i professionelle sammenhænge.

 

Mistede 4 venner

Foredraget bliver holdt af Frederik Svinth, der er kaospilot og grundlægger af SNAK – et samtalespil, der sætter rammen for at få en god snak med andre mennesker – og det handler både om, hvordan han fik ideen til spillet og om, hvad en god samtale egentlig er.

 

Han tager udgangspunkt i, hvordan han selv lærte at kæmpe for sine venskaber, og hvad han mener, man skal gøre for at passe godt på dem. Hans ide til kortspillet blev ifølge denne artikel i Århus Stiftstidende til virkelighed, efter at han mistede fire nære venner i en ulykke og begyndte at tænke mere over, at man skal huske at udnytte tiden, mens man er her.

 

Det gør man jo bl.a. i gode venners lag, men mange venskaber kan blive bedre og dybere, hvis man begynder at tale om nye ting, mener Frederik Svinth.

 

“Venskaber kører jo ofte i loop – man kender hinanden og taler om det sædvanlige. Men med spillet kan man komme rundt om nye emner og måske nå endnu tættere på hinanden,” siger han i artiklen.

 

Sådan får du en god snak i gang med dine venner

Ofte når vi møder vores venner, siger vi: “Går det godt?” eller noget i den retning, og de fleste svarer: “Ja, det går fint. Hvad med dig?”, og ifølge et blogindlæg, som Frederik Svinth har skrevet, er det et dårligt udgangspunkt for en god og givende samtale.

 

Derfor kommer han i blogindlægget med fem gode råd til, hvordan man får bedre snakke med både venner og andre relationer.

 

1. Lyt mere – tal mindre

Mange af os har mere travlt med at tænke på, hvad vi selv vil sige end med at lytte til, hvad den anden siger.

 

For at opdrage sig selv til at lade være med at afbryde, foreslår Fredeik Svinth, at du f.eks. kan have en notesbog med. Når du opdager, at du afbryder eller glemmer at lytte, kan du skrive ned, hvad du vil sige, så du ikke skal huske det i hovedet og dermed glemmer at lytte til, hvad den anden siger.

 

2. Vær ikke bange for stilheden

Mange af os synes, det er akavet, hvis der er lange pauser i en samtale, men prøv at blive bedre til at være i stilheden, for nogle gange skal man have tid til at tænke over tingene, før man kan sige dem.

 

3. Vær ikke bange for at virke akavet

Nogle gange kan det være akavet at snakke om ting, man ikke er vant til, men tit er vi mere bange for at virke akavede, end vi føler egentlig ubehag ved at være det, så prøv at glemme at tænke på, hvad modparten tænker om dig.

 

4. Få samtalen på sporet igen

Nogle gange kan man få snakket sig ud af en tangent, og måske ender talestrømmen ud i brokkeri eller utilfredshed. Hvis du gerne vil have samtalen tilbage på et mere positivt spor, kan du evt. spørge: “Hvad er vigtigt for dig for tiden?”. Det er et anderledes spørgsmål, der åbner op for nye overvejelser.

 

5. Slip kontrollen

Tænk over, hvad den gode snak er for dig, og lad snakken flyde uden at tænke for meget over at være høflig eller korrekt. Diskussioner i al venskabelighed har aldrig skadet nogen.

 

Du kan læse hele Frederik Svinths blogindlæg “Fem råd til en god snak” her.

 

►►Læs mere om foredraget “Hvad er et godt venskab?” i Aarhus her.

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet for alle singler, der ♥ friheden til at gøre lige, hvad de har lyst til, her:

* indicates required

 

►►Læs også: Ny bog: Singlemor fik kræft – sådan hjalp veninderne

►►Læs også: SingleBlog: Sådan får du tætte(re) venskaber

 

Share this:

About the Author

Pia Damsgaard BachIndehaver og stifter af SingleSpot.dk samt medforfatter til bogen "Elsker mig for evigt - 12 hemmeligheder til et lykkeligt liv som single" Single gennem ca. 10 år. Bor alene og elsker det. Vil hellere have en mand at gå ud med, end en mand at komme hjem til.

View all posts by Pia Damsgaard Bach

Leave a Reply