Hemmeligheder #3: “Jeg føler mig ikke god nok uden en kæreste”

Hemmeligheder #3: “Jeg føler mig ikke god nok uden en kæreste”

Det er onsdag og dermed tid til at afsløre ugens hemmeligheder om kærlighed/om at være single.

 

Fedt, at I stadig sender ind på livet løs til hemmeligheds-indsamlingen, hvor vi deler hemmeligheder om at være single for at hjælpe hinanden og føle os mindre alene med det svære og det skamfulde.

 

For det er jo jer derude, som sender hemmelighederne ind, og det er dejligt at få indblik i jeres liv – selv om nogle af hemmelighederne også er lidt sørgelige engang imellem.

 

Du kan også sende en hemmelighed – den skal handle om kærlighed, dating, at være single, sex – også gerne positive hemmeligheder. Du er helt anonym.

 

INDSEND DIN HEMMELIGHED HER >>

 

1. Ensom om fredagen
jeg føler mig tit ensom især fredag efter arbejdstid men så orker jeg alligevel ikke at gå på bar i single-netværket.

Tit tænker jeg det vil begrænse mig at have en partner og prøver så at fortælle mig selv at det kunne være berigende.

 

2. Jeg lukker af for fyrene
4 år med utroskab, har sat sit spor Jeg er bange for, jeg vil blive den jaloux kæreste, der skal kontrollere hele tiden. Ringer og skriver konstant.

Så jeg lukker helt af, når fyrene vil tæt på. Jeg tør ikke give mig selv lov, da jeg selv vil hade, hvis min kæreste var sådan.

 

3. Uforpligtende møder
Jeg blev skilt for tre år siden efter et ægteskab, der varede 21 år. Det var mit valg og jeg har aldrig fortrudt det. Jeg trives for det meste med at være single, men kan dog godt have de aftener, hvor det kunne være rart, der var én at holde i hånden.

Det går dog hurtigt over igen, for jeg prioriterer min selvstændighed og mit singleliv højere. Jeg har gode veninder og ser af og til en mand til uforpligtende og hyggeligt samvær. Det fungerer fint for mig, som mit liv er lige nu.

 

4. Flere gode oplevelser
Elsker min introverte side. Jeg har det bedst med at være alene. Har prøvet tosomheden. Men har aldrig fundet det menneske som gør at jeg føler mig hel. Vil aldrig nøjes mere.

Det skal ikke være en kamp at være i et forhold. Det skal føles helt rigtigt. Mit nuværende behov kunne være en eller flere at rejse med og gode oplevelser.

Jeg kan mærke forårets komme og alting bliver levende også mennesker. Og nye behov opstår. Men hvor er jeg glad for at kunne lukke min dør og nyde min frihed på nuværende tidspunkt. Hende der er i forårshumør

 

5. Jeg blev offer for en dating-svindler
Jeg blev skilt i 2012 efter næsten 30 års ægteskab. De første år derefter nød jeg min genfundne frihed og var bare lykkelig over at slippe af med en vanskelig og maniodepressiv mand!

Efter et par år begyndte jeg at føle, at det kunne være rart at have en at komme hjem til, når jeg kom sent hjem fra arbejde? Løsningen lå lige for, jeg prøvede en dating side.

Efter relativ kort tid kom jeg i kontakt med en rigtig flot canadier, som foregav at være ekspert i diamanter og som derfor rejste meget i Sydafrika. Meget hurtigt blev vores brevveksling intens og vi havde planlagt et møde, som så blev forhindret af uopsættelige forretninger i Afrika.

Det korte af det lange var at jeg blev involveret i en svindler, som det lykkedes at franarre mig det meste af min opsparing…. Det tog meget lang tid at komme over og mine store børn har aldrig fået hele sandheden, da jeg var meget flov over at jeg blev narret, da jeg ellers er en meget nøgtern person.

Jeg har siden været på et par dates, men har virkelig svært ved at stole på nogen.

 

6. Jeg har fundet mig selv
Jeg nyder mit single liv, jeg kan lave lige hvad jeg har lyst til. Jeg er opvokset i en dysfunktionel familie, min eksmand flirtede og var mange gange utro.

I løbet af de sidste ca. 5 år, har jeg gennemgået en personlig udvikling, hvor jeg har fundet mig selv, jeg har brudt med mine forældre, jeg fandt ud af at det ikke var min skyld at min eksmand hele tiden var utro.

Alt dette har givet mig et helt fantastisk liv, hvor der er ro og glæde og på en ekstra god dag, der bobler glæden i maven som champagnebobler, jeg er så stolt af mig selv. Hvor er livet så fantastisk :-)

 

7. Forelsket i den forkerte
Jeg tænker tit på hvordan jeg kunne blive forelsket i mine børns mor, og ikke lyttede til hvad andre sagde om hende.

 

8. Jeg føler mig ikke god nok uden en kæreste
Jeg har ikke været single i mere end 1,5 år efter 25 års ægteskab. Jeg kæmper med tanker om, at jeg/det er forkert, at jeg ikke er god nok, at min status (åbenbart) ligger i tosomheden, og at jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op med dem – tankerne.

Der er en desperation i det, som jeg er voldsomt irriteret over. Og som jeg forsøger at skubbe fra mig.

Jeg er jo så meget mig uden nogen partner, og alligevel så er det ikke nok. Derudover så er der selvfølgelig de mange situationer, hvor vennerne er sammen (par) og jeg her lige skal finde mig til rette, højtider, fester o.s.v.

Jeg håber, det falder til ro – er så træt af at føle mig “forkert”.

 

►►INDSEND DIN EGEN HEMMELIGHED HER. Det er HELT ANONYMT!

 

Har du en kommentar, ide, forslag til dem, der har skrevet hemmelighederne? Skriv en kommentar nederst på siden.

 

 

Læs også: Find alle hemmelighederne her.

Læs også: Hemmeligheds-indsamling: Del dine hemmeligheder og støt 

 

 

Share this:

About the Author

Pia Loulou DamsgaardIndehaver og stifter af SingleSpot.dk samt medforfatter til bogen "Elsker mig for evigt - 12 hemmeligheder til et lykkeligt liv som single" Single gennem ca. 10 år. Bor alene og elsker det. Vil hellere have en mand at gå ud med, end en mand at komme hjem til.

View all posts by Pia Loulou Damsgaard

Leave a Reply