Hemmeligheder #18: “Jeg skammer mig over ikke at have kæreste og børn”

Hemmeligheder #18: “Jeg skammer mig over ikke at have kæreste og børn”

Synes du, det er flovt at være single? Eller er der andre ting, du har det svært med i forhold til at være single eller med kærlighed?

 

Eller noget, du synes er superlækkert, og som kan inspirere andre?

 

►►DU KAN INDSENDE DIN EGEN HEMMELIGHED OM KÆRLIGHED/OM AT VÆRE SINGLE HER

 

Herunder kan du læse andre singlers indsendte hemmeligheder:

 


 

1. Jeg orker næsten ikke at skal lære en ny mand at kende. Endelig at føle sig tryg hos en mand – og det så ikke er det rigtige.

 


 

2. Jeg er begyndt at overveje, om jeg bare skal få et donorbarn. Jeg er 30 nu og ikke i et fast forhold.

 


 

 3. Jeg føler mig unormal som single

Jeg skammer mig over ikke at have kæreste eller børn – det er virkelig med til at rykke negativt ved min “normalitetsfølelse”.

 

Jeg er ulykkelig over at være vidende om, at det at mangle kærlighed og nærvær er så altafgørende i forhold til mit fysiske og psykiske velbefindende – for selvom jeg prøver, vil det ikke lykkes. Men jeg har stadig et lille håb…

 


 

4. Jeg magter ikke min venindes succes

Jeg er så misundelig på én veninde over, at alle ting lader til altid at ordne sig perfekt for hende – hus, mand, børn, godt job m.v.

 

Selvom jeg prøver at tage rummelighedshatten på og tænke positivt, at det vel nok er godt for hende, så kan jeg indeni ikke magte mere af hendes succes . Mest af alt skammer jeg mig over at have det sådan.

 


 

 5. Jeg er kærestesyg

Jeg har datet en mand, som var fantastisk til at nusse, kysse og til at forkæle mig, desværre havde han ikke det, der gjorde, at han tændte mig.

 

Men hvor er jeg blevet frygtelig kærestesyg efter ham, så nu ved jeg, hvad jeg vil gå efter.

 


 

6. Efter 60 år med den samme: Find en partner, der forstår ægteskabet

Jeg er single efter godt 53 års ægteskab. Jeg savner frygtelig min afdøde hustru, som var min eneste partner inkl. forlovelsestiden – i alt 60 år.

 

Hver morgen blev jeg mødt med et kys, der varmede. Hver aften fik jeg et kys og sov godt. Jeg har altid sovet godt. Savner frygtelig en partner til at rejse med. Rejser var vor store fornøjelse, selvom vi måtte suge på lappen til andre tider.

 

Hun var også min store partner til kærlighed. Aldrig er jeg blevet mødt med “Ikke i aften skat”. Vender tilbage til, hun altid forstod økonomi, altid var der penge til mad og rejser, ligesom hun af og til henvendte sig til mig, jeg giver middag ude idag, hvad siger du til det?

 

Hun var ingen tøffelhelt, ligesom jeg ikke følte, jeg var det. Sommetider kom hun til mig og foreslog ” skal vi ikke køre ud i det blå?”.

 

Hele Sjælland kender vi. Da vi senere endte i Ålborg, blev hele Nordjylland endevendt. Det skal også nævnes, at med kærligheden passede vi aldrig på. Det blev der selvfølgelig til tider børn af. Børn, der elskede deres mor.

 

Selvfølgelig hændte det, vi havde en smule kontrafej. Enten kom hun eller også jeg for at sige: “Det må du undskylde, det var min fejl.”

 

Det at være single gør mig ikke glad. Jeg savner frygtelig en partner – en der ikke skal springe for mig, men har de samme rettigheder, som jeg har.

 

Jeg går hermed til gengæld imod de, der stadig er singler og aldrig har prøvet andet, og de som elsker singletilværelsen efter skilsmisse eller dødsfald.

 

Find jer en partner, der forstår sig på ægteskabets vilkår, eller blot en partner, der kommer og går som en ægte ægtefælle. Måske har jeg været heldig i hele mit liv. Jeg tror dog , at alle kan opnå de samme fordele, som min afdøde hustru og jeg gjorde.

 

En ting vil jeg dog sige. Jeg forstår mig ikke på at være single. Undskyld jeg tog ordet mod de, der tror, at singletilværelsen er nr. et.

 


 

 7. Jeg vil ikke giftes

Jeg har altid vidst, jeg ikke ville giftes. Gerne en kæreste, men giftes – nej tak. Kunne ikke drømme om at blande mig i, hvad andre vil – bare jeg kan blive fri.

 

Der er flere grunde. Èn af dem bliver jeg med jævne mellemrum konfronteret med: Gifte mænd, ikke singler, men næsten altid gifte mænd, der tror, de kan redde sig en uforpligtende hyrdetime i mine gemakker.

 

Der er tydeligvis én fantasi, der dominerer: “Hun lever alene og går derfor evigt sulten rundt. Jeg vil lette hendes pine ved at gi’, hvad hun trænger til…

 

Den har du fuldstændig misforstået, lille mand. Hvis jeg var desperat, sad jeg, som din kone, i en tom skabelon af et ægteskab, der åbenbart er så uudholdelig, at du er nødt til at bolle udenom for at holde det ud.

 

Hvorfor spilder I hinandens tid, hvis løgn og bedrag er limen, der skal få skidtet til at vare ved?

 


 

 8. Jeg var forelsket – og ødelagde min unge kollegas liv

Jeg var ung og stræbte efter en gift kollega, var blevet forelsket. Jeg var 25, han var 40. Jeg gjorde alt for at være i nærheden af ham, men han opdagede ikke lige, hvad jeg var ude på.

 

Jeg var hestepige, og en dag løj jeg lidt om, at min hest var blevet syg – om han ikke kunne køre mig derud. Det kunne han, og der forførte jeg ham ude i høet.

 

Jeg nød denne affære uden at have samvittighed eller moral over, at han var gift og havde børn, han kunne lade være at være utro, men jeg var rigtig god til at holde denne affære kørende. Konen opdagede det og ville skilles.

 

Jeg var glad . men han gjorde det forbi med det samme og ville gøre alt for at vinde konen tilbage. Jeg blev så ked af det – troede jeg havde vundet hans hjerte, men forstod, at det kunne jeg aldrig vinde. Det var mig og kun mig, der havde fantasier om at vinde ham via sex, han så mig senere som den lette pige, der bare lagde sig fladt ned og troede, man fik manden på den måde.

 

Tror han kom til at se mig i et helt andet lys senere. Ved han fortrød sine handlinger. Det hele var min skyld – jeg var den stærke her, og han var svag i et øjeblik, og så huggede jeg til.

 

Ved jeg er en stræber og går efter målet, indtil jeg er der. Så elskerinder, det er ikke altid den gifte mand, der er et dumt svin. I ved, hvad I vil. Tænk – jeg var forelsket og ødelagde alt for ham.

 

Dette skete i 1990, er voksen i dag og tænker på, hvad jeg ødelagde for en familie. Han elskede sin kone, men var for svag, da jeg stod der foran ham og tilbød mig og kun for min egen skyld. Hvordan kunne jeg gøre det mod en jeg holdt så meget af?

 


 

 9. Jeg har glemt, hvordan man elsker rigtigt

Det er fantastisk at have en putteven, ingen forpligtelser i forhold til samliv, og jeg kan nyde mit singleliv så meget, jeg nu formår.

 

Sexen med ham er helt og aldeles skøn, rent begær – lyster og fantasier der udleves. Men jeg har glemt, hvordan man ELSKER…

 

Elsker, som i den altopslugende dybe forbindelse mellem to, som virkelig holder af hinanden og vil hinanden – hver dag…

 

Elsker, som i den langsomme og helt nære kontakt mellem to kroppe, hvor sexen er dyb på et andet plan, end når det “bare” er behov, der dækkes…

 


 

►►DU KAN INDSENDE DIN EGEN HEMMELIGHED HER.

 

 

Læs også: Find flere hemmeligheder her.

Læs også: Om hemmelighederne: Del dine hemmeligheder og støt 

 

Share this:

About the Author

Pia Loulou DamsgaardIndehaver og stifter af SingleSpot.dk samt medforfatter til bogen "Elsker mig for evigt - 12 hemmeligheder til et lykkeligt liv som single" Single gennem ca. 10 år. Bor alene og elsker det. Vil hellere have en mand at gå ud med, end en mand at komme hjem til.

View all posts by Pia Loulou Damsgaard

Leave a Reply