Sådan vendte jeg dating på hovedet – og oplevede en ny frihed

Sådan vendte jeg dating på hovedet – og oplevede en ny frihed

For fire år siden blev jeg skilt. Fra det mange nok, inklusiv jeg selv, ville kalde den perfekte mand.

 

Han var høj, lækker, veltrænet, sjov, reflekterende, dyb, nærværende, god til at købe gaver
til mig og en god vært. For mine veninder, farverige fester og mig i sit hjerte.

 

Sådan indleder Kirk Rønler dette indlæg, som hun har skrevet specielt til SingleSpot.

 

Kirk Rønler er foredragholder og blogger. Til efteråret kan du se hende som datingekspert på et nyt program på en af de store danske kanaler – nederst i artiklen kan du se, hvornår hun holder foredraget “Sådan finder du en kæreste” i nærheden af dig.

 

Resten af indlægget kommer her:

 

Jeg blev samtidig også skilt fra det perfekte liv. Med murermestervilla, smarte designertasker, stormende karriere som marketingansvarlig og et hjem, som kunne være med i Bo Bedre.

 

Kort tid efter, sad jeg i min venindes lejlighed på Tagensvej i København. Den var tom, for den var sat til salg. Tom ligesom mig.

 

For da alt var fikset med skilsmisse, hussalg og adskillelse af budgetkonto, såvel som jeg selv, var der ikke andet tilbage end en rugende sætning; ‘Hvordan fanden skete det her? Sidder i en lejlighed med kun 2 flyttekasser og en blå IKEA-pose, og lige for lidt siden havde jeg det hele. Hvor blev kærligheden af?’

 

Dating er overfladisk!

Jeg havde selv valgt at bede om en skilsmisse. Dengang var jeg overbevist om, at jeg ikke elskede ham mere. Det har siden ændret sig.

 

For da de værste sår var lægt, og mit blik atter vendte imod dating, fik jeg en overraskelse, som jeg ikke havde regnet med: Hvor er vores datingmarked dog overfladisk.

 

Jeg var igennem hele følelsesspektret, efter en veninde havde introduceret mig for datingapp’en Tinder. Jeg følte mig både fravalgt, selekteret, bedraget, valgt kun fordi jeg havde blond hår, valgt til fordi jeg boede i nærheden, og meget mere.

 

Jeg følte egentlig ikke, at jeg blev valgt, fordi jeg var mig.

 

Måske fordi jeg på det tidspunkt, havde svært ved at vide hvad det egentlig var.

 

Hvordan skal min kæreste være?

Endnu sværere var det for mig at vide, hvad jeg havde lyst til. Hvem, jeg havde lyst til.

 

‘Det skal i hvert fald ikke være en, der har været i militæret’
‘Er jeg overhovedet til mænd… ? Kunne jeg være biseksuel?’
‘Er det vigtigt, at han er veltrænet og sjov?’

 

Imens jeg forsigtigt forsøgte mig frem, dukkede endnu en åbenbaring op omkring vores datingmarked. (Marked er jo et træls ord, men jeg ved ikke, hvad jeg skal kalde det i stedet for: Datingmiljø, scene? Hvis du finder et bedre ord, så lad mig endelig låne det.)

 

Åbenbaringen var: ‘Vores ønsker og ambitioner til kærligheden og en potentiel partner står ikke mål med vores indsats’

 

Med det mener jeg, at jeg selv og mange af dem, jeg mødte, forventede, at kærligheden opstod efter to kopper kaffe en søndag eftermiddag halvvejs med tømmermænd, hvor vi bare ikke er den bedste udgave af os selv.

 

Og at hvis ikke den var der – kærligheden, gnisten. – ja, så var vi hurtigt videre og med det også i gang med den næste omgang Tinderpanik søndag aften.

 

Leger kispus med kærligheden

Jeg blev provokeret. Både over at blive behandlet sådan. Men også over at vi behandlede kærligheden, med en sådan sløsethed.

 

Der er et udtryk der hedder ‘Når kærligheden leger kispus’. Men jeg følte egentlig, at nu var det os, der legede kispus med kærligheden.

 

Jeg begyndte at gå på opdagelse, og det skulle sent vise sig, at det i virkeligheden var den vildeste personlige udvikling, der skulle til for at åbne mit hjerte igen og se andre mennesker uden filter og endeløse forventninger, som egentlig kun sikrede, at jeg ikke blev såret igen.

 

De fem kærlighedssprog

Jeg lærte noget om de fem kærlighedssprog. Og pludselig forstod jeg blandt andet, hvorfor min eks og jeg blev skilt. Eller i hvert fald en af grundene til, hvorfor vi blev skilt.

 

Man siger, at vi har fem kærlighedssprog. Fem måder vi giver og modtager kærlighed på:

 

  • anerkendende ord/komplimenter
  • tid sammen
  • at gøre hinanden tjenester
  • at give gaver
  • fysisk kontakt.

 

Giv det bare en tanke: ‘Hvordan viser du andre mennesker, at du holder af dem?’

 

Giver du dem gaver, stryger du dem kærligt over ryggen eller giver armen et klem, når du
går forbi? Hjælper du dem med det, de har brug for? Eller er at det give dem det ypperste – nemlig din tid?  Eller måske er du vildt god til at rose, anerkende og komplimentere med ord?

 

Mit primære kærlighedssprog er fysisk kontakt. Sekundært tid sammen.

 

Ikke fyldt op af kærlighed

Jeg var gift med en frømand, som efter mit bedste gæt havde tjenester og anerkendende ord som kærlighedssprog. Desuden rejste han 180-220 dage om året.

 

Shit, en dårlig kombination.

 

Ingen af os følte os nogensinde rigtigt fyldt op med kærlighed. For vi giver som regel den kærlighed, vi gerne selv vil modtage.

 

Han syntes eksempelvis, at han viste, at han elskede mig, når han hentede mig alle mulige steder, sørgede for at hækken var klippet og fortalte mig, at jeg var dejlig.

 

Det virkede bare ikke.

 

Jeg følte mig ikke mere elsket. For skulle den hæk partout klippes, så havde jeg kun lyst til, at vi gjorde det sammen. Klistret helt sammen.

 

Så lærte jeg det om mig selv.

 

At jeg foretrækker at være sammen med en mand, som har fysisk kontakt og tid sammen som kærlighedssprog, for så glider alting bare meget bedre.

 

Jeg åbner mig mere, når jeg føler mig elsket. Det er rimelig enkelt.

 

Hvad er dine krav til en kæreste?

Lad os snakke om listen – den du ikke vil indrømme at du har…

 

Uanset om din liste er forfattet i hovedet eller topstruktureret i et excelark eller i en sort bog, så har de fleste af os, en liste.

 

Med ønsker. Og krav. Til en partner.

 

Da jeg begyndte at date igen, var min blandt andet, at han skulle være:

 

  • Stærk
  • Veltrænet
  • Lækker
  • Have et spændende job
  • Intelligent og en god samtalepartner
  • Sjov
  • Fri af tidligere forhold og ikke have børn
  • En der har lyst til at få børn
  • Højere end mig
  • …og mange flere punkter.

 

Da jeg begyndte at date, valgte jeg 5 kriterier ud:

 

  1. Han skal være i god form, have sixpack og træne.
  2. Han skal være højere end mig, når jeg har stiletter på.
  3. Han skal arbejde med noget spændende.
  4. Han skal bo i nærheden.
  5. Han har ikke børn.

 

Jeg vendte dating om

Det valgte jeg mænd ud fra. Indtil jeg begyndte at date det omvendte på min liste; ‘en der ikke var veltrænet, en der ikke var højere end mig, osv.’

 

Fordi der var noget der slog mig:

 

  • Hvad er egentligt vigtigst værdimæssigt for mig?
  • Hvad er mine kardinalpunkter? Altså ikke hvad jeg ønsker mig, men det som er
    ufravigeligt?
  • Hvorfor er x, y, z vigtigt for mig? Hvad giver lige præcis de værdier mig?
  • Hvor kommer den værdi fra? Er den direkte fra mig, eller er jeg influeret andetsted fra?

 

For mig var der to retninger i det her. Dels hvad der var vigtigst. Og hvorfor det var vigtigt, og om den vigtighed kom fra mig selv eller ikke.

 

Jeg datede en journalist et stykke tid. Han var hverken veltrænet eller lækker i klassisk
forstand. Han kunne ikke løbe rundt om søerne, om det så gjaldt hans liv, og jeg er sikker
på, at jeg kunne lave flere armbøjninger end ham.

 

Til gengæld skrev han som en drøm og var en fantastisk elsker.

 

Jeg kunne slappe mere af

Med ham lærte jeg, at det ikke var vigtigt med en mand med sixpack. Og at når en mand ikke havde en sixpack, kunne jeg faktisk også slappe lidt mere af. Og nyde sex mere.

 

At lige pludselig kunne kigge efter mænd med og uden sixpack… jamen for filen, så blev
den lille andedam, jeg fiskede i, jo til et helt Atlanterhav.

 

Og så var der det med, hvorfor værdierne er vigtige?

 

Hånden på hjertet: Jeg følte, at jeg fik en højere værdi som menneske ved at vælge en mand, som var lækker, sjov, velformuleret osv. At så smittede det lidt af på mig.

 

At så kiggede samfundet, veninderne og familien lidt mere anerkendende på mig.

 

De arvede kærlighedværdier

Og så er der nogle værdier, som jeg har ‘arvet’, som faktisk slet ikke er mine. Eksempelvis at en mand skal tjene gode penge og skal kunne forsørge mig.

 

Den har jeg fra min far og farfar, fordi jeg er vokset op med sætningen ‘En mand skal vise sin
årsopgørelse, når han vil være kæreste med dig. Han skal kunne forsørge dig.’

 

Og selvom det er kærligt ment, så er det faktisk ikke min værdi, og da det gik op for mig, kunne jeg slippe både den og det, som samfundet nu end måtte tænke om min date.

 

Det i sig selv gav så meget frihed. Ikke at det var nemt at finde ud af, men at besøge mine egne værdier har været en udvikling, jeg ikke ville være foruden.

 

Nu er mine kardinalpunkter i stedet en mand, som:

 

  • har fysisk kontakt som kærlighedssprog
  • er sjov og kan grine sammen med mig
  • er reflekterende
  • ikke-ryger

 

Selv de kardinalpunkter bliver udfordret. Fordi jeg ikke vil berøve mig selv for muligheden for kærlighed.

 

Det giver simpelthen så mange flere muligheder og gør, at det er meget nemmere at sige ja, i stedet for at sige nej.

 

Nysgerrig på mine dates

Det gør det også meget nemmere for mig at være nysgerrig på et andet menneske.

 

Så nu siger jeg ja oftere, end jeg siger nej.

 

For mig har det at date været en øjenåbner og en rejse ud i personlig udvikling. Hvor jeg
har fået mulighed for at stille skarpt på, hvad der er vigtigt for mig, hvordan jeg spiller min date god, og hvordan jeg kan hjælpe gnisten lidt på vej.

 

Hvis du er nysgerrig på mere af samme skuffe og savner inspiration til dit datingliv, så holder jeg foredraget “Sådan får du en kæreste” følgende datoer:  Kl. 19.45-21.30:

 

  • Aarhus d. 5. september
  • Aalborg d. 19. september
  • København 26. september
  • Odense 11. oktober
  • København 31. oktober
  • København 28. november
  • … og flere datoer kommer til løbende.

 

Se mere på www.kirkronler.dk.

 

 

Læs også fra Kirk Rønler: Her er de bedste datingtips fra et intenst dating-år

Læs også: Katrine Berling: Lad os date mere som disse frie unge mennesker

 

Share this:

About the Author

Kirk RønlerKirk Rønler er foredragsholder og taler om bl.a. dating. I sine foredrag trækker hun på sine egne erfaringer fra de mange dates, hun har været på. Hun beskæftiger sig desuden med, hvordan kvinder kan lære at slutte fred med deres krop.

View all posts by Kirk Rønler

Leave a Reply