Derfor var kontakt-annoncer pinlige

Derfor var kontakt-annoncer pinlige

Derfor var kontaktannoncer pinlige

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I dag har de fleste singler prøvet at finde en date på en datingside, men i datingens barndom var alting noget mere besværligt og pinligt.

 

I slutningen af 1800-tallet, da guldgraverne og nybyggerne for alvor begyndte at komme til Amerika, var der mangel på damer i Det Vilde Vesten. Derfor sendte mændene bud efter kvinder via annoncer, og begrebet mail-order-brides blev skabt.

 

 

Denne metode blev nemlig sammenlignet med et andet nyt fænomen dengang; Postordrekataloget, hvor man kunne bestille varer fra et katalog og få dem leveret.

 

I Danmark begyndte kontaktannoncerne at dukke op i aviserne på nogenlunde samme tidspunkt, men her var det mest enkemænd- og fruer, der søgte mage.

 

Vejen ud af ensomheden
Fælles var dog, at både nybyggerne og enkemændene- og fruerne var ensomme og ikke havde så mange andre muligheder, hvis de ville have en ny partner.

 

Ifølge ekstern lektor i medievidenskab på Københavns Universitet Charlie Breindahl er det også derfor, at det gennem årene har været pinligt at indrykke eller svare på en kontaktannonce.

 

“Ingen har jo lyst til at blive stemplet som ensom og ikke attraktiv,” forklarer han.

 

I dag er denne tendens ved at dø, for med internettet blev verden ændret, ligesom den gjorde, da nybyggerne kom til Amerika og grundlagde industrisamfundet, mener han.

 

Dating (på nettet)

I 1920´ernes USA fik efterkommerne af nybyggerne og deres postordre-koner flere penge på lommen som følge af industrialiseringen. Dermed kunne de give deres børn en uddannelse og noget så sjældent som fritid.

 

Restauranter, biografer og dansesteder skød op overalt, og tidligere tiders anstandsdamer, der skulle vogte de unge pigers dyd i selskab med unge mænd, blev afskaffet.

 

Det blev acceptabelt, at en ung mand – efter at have mødt forældrene naturligvis –  hentede en ung kvinde i en bil og tog hende med på en date i for eksempel biografen. Deraf opstod dating-kulturen, som stadig fungerer i USA.

 

I Danmark drak de bare
I Danmark sprang vi, ifølge Charlie Breindahl, denne udvikling i ungdomskulturen over og gik direkte til druk og kissemissen i krogene.

 

Det blev accepteret, at de unge gik til fest, drak sig måske lidt fulde og derefter kom kærligheden.

 

I dag har teknologi-samfundet taget over efter industrialiseringen.  Mange unge mennesker flytter til de større byer, hvor lokalsamfundet ikke på samme måde som tidligere naturligt giver en omgangskreds og dermed et udvalg af passende partnere.

 

Et klart formål
Internettet er derfor blevet nutidens redskab til at finde kærligheden for manges vedkommende.
“Fordelen ved internet-dating er,  at det fra starten er klart, hvad formålet med at have en profil på en datingside er, nemlig at finde en partner,” fortæller Charlie Breindahl.

 

Den første datingside var amerikansk, hed Match.com og kom online i 1996. Hvor møder på internettet tidligere havde været præget af tilfældigheder i blandt andet chatrooms og gennem onlinespil, blev søgning efter en partner på internettet sat i system.

 

Herefter gik det stærkt, og allerede i 1997 fik Danmark sin første datingside. Scor.dk gav danskerne mulighed for også at hoppe på datingvognen.

 

Næsten samtidig gik også Dating.dk og Under-uret.dk online. Dating.dk og Scor.dk lever endnu i bedste velgående som to af Danmarks største datingsites.

 

Stueren versus dirty
Dating.dk er, ifølge Charlie Breindahl, det stuerene site, hvor et hvert optræk til uterlig opførsel eller nøgenhed på profilbillederne bliver straffet med udelukkelse.

 

Derimod karakteriserer han Scor.dk som internetdatingens underliv. Her er nøgenhed og sex på både skrift, foto og video mere end velkomment.

 

Under-uret.dk blev drevet af Ekstra Bladet og havde i sin storhedstid cirka 30.000 aktive profiler, men driften blev for dyr, og sitet måtte lukke.

 

Kommet for at blive
I dag findes der cirka 40-50 danske datingsider, vurderer Charlie Breindahl, men der er stor udskiftning, for det er svært for nye sider at få så mange medlemmer, at brugerne oplever det som brugbart. Der skal minimum 5-10.000 brugere til, før udvalget af profiler er stort nok.

 

Charlie Breindahl har svært ved at forestille sig, at internetdating skulle forsvinde igen, medmindre Danmark skulle forvandle sig til et strengt puritansk samfund, hvor sex kun hører til i et ægteskab.

 

For sex er en stor del af internetdatingens væsen og med den store udbredelse og accept, der for øjeblikket er af internetdating, mener han, det er kommet for at blive.

 

Læs også: 5 campingferier for singler med børn

Læs også: Ny datingside: Kvinder søger yngre mænd

 

Share this:

About the Author

Pia LoulouIndehaver og stifter af SingleSpot.dk og forfatter til bogen "Den dag jeg stoppede med at græde over mænd" samt medforfatter til bogen "Elsker mig for evigt - 12 hemmeligheder til et lykkeligt liv som single" Single gennem ca. 10 år.

View all posts by Pia Loulou