Anmeldelse: “Verdens bedste kur 2.0” – slankekur for singler

Anmeldelse: “Verdens bedste kur 2.0” – slankekur for singler

Verdens bedste kur 2.0 - slankekur for singlerSå er den nye slankebog for singler på gaden, og den har som så meget andet både gode og dårlige elementer.

 

“Verdens bedste kur 2.0″ er skrevet af madekspert Christian Bitz og professor Arne Astrup. Den indeholder cirka 80 opskrifter og en madplan til fire uger, som skulle give et vægttab på 1-2 kilo om ugen.

 

Bogen er ifølge forfatterne tilrettelagt, så du minimerer madspild, og så det er let at være alene på kur. Samtidig skulle det kun være dig, der taber dig, og ikke din pengepung.

 

[adrotate block=”1”]

 

I denne anmeldelse vil jeg derfor se på, om kuren holder, hvad den lover på 5 områder, som jeg synes er vigtige i en kur, der påstår at henvende sig til singler:

1.Madspild

2. Økonomi,

3. Er den målrettet singler?

4. Virker den?

5. Er retterne nemme, hurtige og velsmagende?

 

1. Madspild

I den første uge har der været flere retter med hvidkål eller spidskål, så jeg nåede at få brugt en hel, og jeg har stort set ikke været nødt til at smide noget ud. Dog skulle man have en mad med en halv dåse torskerogn mandag og lørdag, hvilket jeg synes var lidt for lang tid til, at resten af torskerognen kunne holde sig til lørdag, så jeg byttede om på dagene, så jeg fik torskerogn mandag og onsdag.

 

Søndag er der en kvart supermarkedspizza på menuen, og her synes jeg, det virker forkert at skulle smide 3/4 af pizzaen ud, så jeg valgte at lave en pizza selv ud af en tortilla-pandekage.

 

2. Økonomi

I den første uge har jeg brugt lige omkring 700 kroner på mad, hvilket er en del mere, end jeg er vant til. Til gengæld er mange af pengene gået til varer, der kan holde sig længe såsom rugflager, kerner, nødder, frø og æbleeddike. Samtidig går mange af tingene igen i de kommende uger, så jeg tror, at udgifterne bliver mindre i uge 2, 3 og 4.

 

Desuden skulle man tro, at det er krydderi-branchen, der er sponsor for bogen, for kors hvor skal der bruges friske krydderier i mange af retterne. Og den slags er altså ikke billige. Dog fandt jeg nogle i Netto til 7 kroner, men ellers ville jeg nok udelade nogle af dem.

 

3. Målrettet mod singler?

I en kogebog/kur til singler regner man vel et eller andet sted med, at opskrifterne vil være til én person, så stor var min overraskelse, da jeg lørdag morgen stod med en kæmpe portion syrnet mysli, fordi lige netop den opskrift var til 2 personer/2 dage, så tjek lige, hvor mange portioner opskrifterne er beregnet til.

 

En anden ting er, at det kræver en del tid at lave mad, og som single er det jo ikke lige hver dag, jeg har lyst til at lave varm mad kun til mig selv, så jeg tror jeg vil eksperimentere med at lave dobbelt af aftensmaden, så jeg har til to dage og på den måde kun skal lave mad hver anden dag.

 

Men de fleste opskrifter er til én person, så jeg synes alt i alt, at Bitz og Astrup rammer målgruppen udmærket. (Dog tvivler jeg lidt på, at mænd kan blive mætte af portionerne, men det ved jeg jo af gode grunde ikke med sikkerhed.)

 

4. Virker den?

Dette skulle måske have været punkt 1, da alt det andet jo er lige meget, hvis kuren ikke virker. Men det gør den. Jeg har tabt 800 gram på cirka en uge, men jeg er også kommet til at spise en sandwich med lyst brød (gisp!!!) og noget chokolade (mørk), så det er måske derfor, jeg ikke har nået det lovede kilo helt.

 

5. Er retterne nemme, hurtige og velsmagende?

I den foregående udgave af “Verdens bedste kur” blev forfatterne kritiseret for at bruge nogle ingredienser, der var svære at få fat i såsom havtorn. Det har de tilsyneladende arbejdet med, og det eneste jeg indtil videre ikke har kunnet finde nogen steder, er hele rugkerner, som skal bruges en del som tilbehør. Så jeg har brugt knækkede rugkerner, og det har fungeret udmærket.

 

Det er dog ikke alle tingene, der kan fås alle steder, så hvis du normalt handler i Netto, bliver du nødt til at handle flere steder.

 

De fleste retter har smagt udmærket nogle ligefrem rigtig dejligt, men der har været et par kiksere. Eksempelvis var der nogle fiskefrikadeller, der ikke helt kunne hænge sammen på panden, ligesom syrnet mysli i mine øjne er splattet havregryn med topping.

 

Noget af det, jeg synes mangler i bogen, er en indkøbsliste til de 4 uger. På side 84 står der ellers, at der er blevet lavet indkøbslister, men jeg har ikke været i stand til at finde dem noget sted i bogen.

 

Som det er nu, skal alle, der køber bogen, bruge tid på at sidde og gennemgå opskrifterne og lave en indkøbsliste. Det kunne have gjort det nemmere, hvis den var lavet af forfatterne. Nederst i artiklen får du den indkøbsliste, jeg selv lavede til uge 1.

 

Desuden er der nogle af frokostretterne, der kræver en del tilberedning, som jeg tror de færreste har mulighed for at lave til hverdag på arbejdet. Eksempelvis at stege torskerogn, men så må man jo spise den kold. Generelt er retterne dog hurtige og nemme at lave.

 

Mit overordnede indtryk af bogen, er at den holder, hvad den lover, og alt i alt er det en anbefaling herfra.

 

Læs mere og køb “Verdens bedste kur 2.0” her.

 

 

Indkøbsliste til uge 1 i “Verdens bedste kur 2.0” (med forbehold for fejl)

 

Brød

Fuldkornsknækbrød

Rugbrød

Fuldkornsbrød (Der skal kun bruges 1 skive, så hvis du ikke har en fryser, ville jeg nok springe dette over)

 

Grøntsager

Agurk 6 skiver

Gulerødder

7 citroner

Radiser

1 tomat

3 æbler

1 fed hvidløg

Ingefær (Lille stk)

2 chili

120 g vindruer

400 g spidskål

2 lime

2 pærer

1 peberfrugt

1 avocado

1 kiwi

150 g grøntsager til pizza

 

Æg og mælkeprodukter

13 æg

1 bæger hytteost

1 bæger skyr

Ost

½ l mælk

 

Krydderier, nødder og lign.

Sennep

Karse

Mandler

Persille

chiafrø 1+2tsk

Tørrede blåbær

Kanel

Honning

Koldpresset rapsolie

Spidskommen

Dild

Mynte

Fishsauce

Basilikum

Æbleeddike

Æblemost

Rosiner

Persille

 

Kød og fisk

Torskerogn 2+2 sk

1 ds makrel i tomat

Kylling ca. 3 filetter

240 g laks

500 g hakket kalv (til frikadeller)

 

Mel og gryn

Havregryn

1 ds. kikærter

400 g tørrede kikærter

200 g rugkerner

Brune ris

Hasselnødder

Rugflager

Græskarkerner

Fuldkornshvedemel

Hvedemel

Rugmel

 

Frost

Edamame bønner

 

Diverse

150 g mørk chokolade

1 pk wontondej/filodej

Gær

¼ pizza

 

Læs også: Nye single-bøger: “Verdens bedste kur 2″ og vegetarmad for singler

Læs også: Anmeldelse: “SingleKassen” fra Aarstiderne.com

 

Share this:

About the Author

Pia LoulouIndehaver og stifter af SingleSpot.dk og forfatter til bogen "Den dag jeg stoppede med at græde over mænd" samt medforfatter til bogen "Elsker mig for evigt - 12 hemmeligheder til et lykkeligt liv som single" Single gennem ca. 10 år.

View all posts by Pia Loulou

3 Comments

  1. Mikaela
    Mikaela11-07-2012

    Her er den udførlige indkøbsliste fra Christian Bitz’s hjemmeside 🙂

    http://christianbitz.com/viden

  2. Pia Damsgaard Bach
    Pia Damsgaard Bach11-07-2012

    Ja, det gør jo det hele lidt nemmere. Indkøbslisten ligger under artikler. Tak for info, Mikaela 🙂

  3. Trine
    Trine01-28-2016

    Er der billeder i bogen, som viser, hvordan retterne ser ud? 🙂