Dit profil-billede er vigtigere end nogensinde

Profilbilleder har altid været vigtige på en datingprofil, men nu bliver de endnu vigtigere.

 

Jeg havde egentlig ikke tænkt over det, før jeg i dag loggede ind på Dating.dk for at tjekke deres nye design ud, men med den store betydning billedet på en datingprofil har, er det da egentlig sært, at mange datingsider har et format, som viser ret små billeder, når man sidder og søger.

 

[adrotate block=”1″]

 

Men det har Dating.dk altså fundet ud af, og med deres nye – og efter eget udsagn – mere brugervenlige – redesign, er profilbilledet derfor blevet vigtigere end nogensinde før. Det nye design er mere minimalistisk med fokus på profilbillederne. Faktisk minder det i opbygningen meget om billeddelingstjenesten Instagrams design.

 

Billederne er kæmpestore, især hvis du sidder ved en bærbar eller en almindelig computerskærm, og hvor jeg tidligere tit blev nødt til at klikke mig helt ind på en profil for at se hans/hendes profilbillede i stor størrelse, ser man det nu meget tydeligt med det samme.

 

Det betyder efter min mening, at profilbilleder nu i endnu højere grad skal afspejle, hvem du er, for du får ikke længere tvivls-klikkene, hvor folk går ind på din profil for at se et større billede og nu, de lige er der alligevel, læser din profiltekst.

 

Med de nye større billeder, som jeg tror andre datingsider også vil begynde at bruge, har du groft sagt kun én chance for at få opmærksomhed. Og det er med et lækkert profilbillede, der viser, hvem du er.

 

Sådan laver du det gode profilbillede til din dating-profil

Og hvordan tager du så et lækkert profilbillede, der viser, hvor sød, lækker og interessant, du er? Det bedste ville jo nok være at gå til en fotograf, for de kan altså bare et eller andet, som de færreste af os ikke-fotografer rigtig fanger, når vi står foran vores tandpasta-plettede spejl iført trutmund og laver en “selfie”. Ikke at jeg nogensinde har gjort det selvfølgelig…

 

Men har du ikke lyst eller råd til det, har fotograf Camilla Hey fra København lavet en god lille guide til, hvordan du tager et godt profilbillede til din datingprofil.

 

I datingprofil-guiden kan du bl.a. læse, at:

– Det er vigtig at rydde op i baggrunden, når du tager billedet, så der ikke ligger numse-svedne underbukser og rodebunker i baggrunden. Det kan især piger ikke lide.

 

– Baggrunden kan dog også være til din fordel, hvis den viser noget, du interesserer dig for, og du kan få det til at se lækkert ud. Få evt. en ven eller veninde til at hjælpe dig, eller brug selvudløseren på kameraet.

 

– Fest-billeder med øjne, der kører rundt i hovedet, fordi du har drukket en Mokai eller fem for meget, er heller ikke charmerende, medmindre du selvfølgelig søger en kæreste, der også er vild med at gå i byen og drikke for mange Mokai’er.

 

– Når du så har lokket en potentiel date ind på din profil, skal dine billeder passe sammen med den beskrivelse, du laver af dig selv. Beskriver du dig selv som meget sporty, er det måske ikke så god en idé at bruge et billede, hvor du flader ud på sofaen med en halvanden-liters cola, en pose osterejer og fjernbetjeningen inden for behagelig rækkevidde.

 

Læs også: WTF? 18 lamme score-tricks fra danske datingsites

Læs også: Ny kæmpeguide til dating og singleliv

 

Share this:

About the Author

Pia LoulouIndehaver og stifter af SingleSpot.dk og forfatter til bogen "Den dag jeg stoppede med at græde over mænd" samt medforfatter til bogen "Elsker mig for evigt - 12 hemmeligheder til et lykkeligt liv som single" Single gennem ca. 10 år.

View all posts by Pia Loulou