VIND: Datingbogen, der IKKE handler om at score

dating-desperation-selvudviklingHvis du leder efter nemme scoretricks, skal du ikke læse denne bog.

 

“Dating, desperation og selvudvikling”, der udkom fornylig, er nemlig en bog for dig, der leder efter noget andet og mere end de sædvanlige billige scoretricks og gode råd til korttidsholdbare promille-scoringer i diskotekets tusmørke.

 

KONKURRENCE: Se i bunden af artiklen, hvordan du vinder en bog.

 

“Bogen henvender sig til begge køn, og det, synes jeg, er vigtigt at fremhæve. Desuden handler den om, hvordan du arbejder med dit selvværd og undgår at virke – og være – desperat, når du søger efter en kæreste,” forklarer forfatteren til bogen, Jens W. Pedersen, der er coach og desuden har studeret psykologi.

 

Gik i stå med dating
Da han begyndte på at skrive bogen, var det slet ikke meningen, at det skulle blive til en bog, men for Jens W. Pedersen er det at skrive en måde at finde løsninger på.

 

Han følte nemlig på det tidspunkt, at han var gået i stå lige midt på sin egen dating-sti, hvor han stod og gik i tomgang uden at møde nogle interessante piger – og hvis han gjorde, var hans interesse ikke gengældt.

 

Han forsøgte derfor på at skrive sig frem til svaret på, hvad han skulle gøre. Og faktisk lykkedes det rigtig, rigtig godt for ham, men det vender vi tilbage til.

 

Er du en desperat single?
Ifølge Jens W. Pedersen er en af de værste fælder, vi singler falder i, desperation. Hvilket også er bogens helt store emne.

 

Mange af os går nemlig og sukker efter en kæreste og får noget så ondt af os selv, hvis vi har svært ved at finde en. Ufrivillig mangel på kæreste har det desuden med også at gå ud over selvværdet, og de færreste synes, at dårligt selvværd og desperation er tiltrækkende. Så bliver det endnu sværere at finde en kæreste, og en ond cirkel er i gang.

 

En anden af farerne ved at være desperat er, at selvmedlidenheden og følelsen af at være et offer kommer snigende. Du tror, at det er noget udefra, der er skyld i dit manglende held på dating-markedet, men ifølge Jens W. Pedersen handler det i mange tilfælde om dig selv og din egen holdning.

 

For hvis du tror, at kærlighed handler om dig og om, hvad du kan få ud af et forhold, så er du forkert på den. Det handler om, hvad du kan give. Giver du ikke kærlighed, får du med stor sandsynlighed heller ikke så meget igen.

 

“Hvorfor skulle vi forvente at få noget, vi ikke selv kan eller vil give?” spørger Jens W. Pedersen i bogen.

 

Singler må gerne ønske en kæreste
Er det så forkert at ønske sig en kæreste? Skal man være ovenud lykkelig for at være single? Nej, det er slet ikke det, han mener, men han tror, at det hjælper på dit held hos det modsatte køn, hvis du har det godt med dig selv. Har et godt selvværd, som det hedder i bogen.

 

Har du på fornemmelsen, at du ikke har et godt selvværd, kan du gå i gang med at skabe det selv, for ifølge Jens W. Pedersen er selvværd ikke udelukkende noget, vi slæber med os fra barndommen. Vi kan selv bygge det op.

 

I bogen lister han disse 11 ting, der kan være med til at højne dit selvværd.

1. Gå efter det, du drømmer om.
2. Vov at udfordre dine grænser.
3. Tag det let, når du ikke lykkes.
4. Søg kærlighed, hvor den er tilgængelig.
5. Dans med kærlighed (kan du læse mere om i bogen)
6. Giv afkald på kærlighed.
7. Tag ansvar for dit liv.
8. Stå ved dig selv.
9. Handl ud fra din egen overbevisning frem for andres.
10. Vælg en positiv tolkning på dig selv.
11. Mærk dig selv, og meld ud.

 

Er ikke single længere
Som nævnt lykkedes det rigtig, rigtig godt for 44-årige Jens W. Pedersen at komme sig over “dating-krisen”. En  uge efter, at han havde afleveret manuskriptet til bogen, mødte han sin nuværende kæreste, som han stadig er sammen med.

 

Så hans idé om at skrive sig ud af problemerne ser ud til at have virket, og nu håber han bare, at andre også kan få glæde af hans tanker og erfaringer, som han også deler gavmildt ud af i bogen.

 

KONKURRENCE: Er du blevet nysgerrig efter at læse mere, kan du deltage i konkurrencen om 3 eksemplarer af “Dating, desperation og selvudvikling”. For at deltage i konkurrencen, skal du sende en mail til pia@singlespot.dk med dit navn og e-mail. Så trækker vi lod blandt deltagerne. Vinderne får besked 1. juli 2014. (Du bliver tilmeldt vores nyhedsbrev, når du deltager).

 

Hvis du ikke kan vente så længe, kan du også læse kapitel 7 fra bogen helt gratis her: “Dating, desperation og selvudvikling – Kap. 7”. Kapitlet handler om, hvordan du tempererer dine følelser, når du er forelsket.

 

Eller du kan købe bogen på Saxo.com her: “Dating, desperation og selvudvikling”.

 

Læs også:Et godt singleliv kræver mod

Læs også: Sådan headhunter du din næste kæreste

 

Share this:

About the Author

Pia LoulouIndehaver og stifter af SingleSpot.dk og forfatter til bogen "Den dag jeg stoppede med at græde over mænd" samt medforfatter til bogen "Elsker mig for evigt - 12 hemmeligheder til et lykkeligt liv som single" Single gennem ca. 10 år.

View all posts by Pia Loulou