Anmeldelse: Ny Joan Ørting-bog er perfekt til singler

Anmeldelse: Ny Joan Ørting-bog er perfekt til singler

JoanØrtingsNyeBogErIsærForSinglerVi holder alt for lidt af os selv, og det vil Joan Ørting gerne gøre noget ved med sin nye bog, der udkommer i dag.

 

Jeg har været så heldig at få lov til at smugkigge i bogen, der hedder “Elsk dig selv og bliv elsket” lidt før udgivelsen, så jeg bl.a. kunne skrive denne anmeldelse, fordi bogen især er brugbar for singler.

 

Allerede nu kan jeg  afsløre, at mit indtryk af bogen er overvejende positivt, for jeg er generelt en stor beundrer af Joan Ørting, der virker præcis ligeså rummelig, glad og og sprudlende, som jeg gerne vil være. Så jeg læste den nærmest i et hug med øjne så store som rundetårn.

 

Meeeen nu er det jo ikke rygklappernes klub, du har meldt dig ind i, så jeg vil selvfølgelig også komme ind på, hvad jeg synes, er mindre godt ved bogen. Mere om det senere.

 

Ikke kun for singler 

“Elsk dig selv og bliv elsket” er ikke kun en bog for singler, men den er især relevant for os, fordi når vi er singler, har vi tid og mulighed for at arbejde med os selv, uden at der er en kæreste eller ægtefælle til at påvirke os.

 

Budskabet er, at mange kvinder er alt for kritiske over for sig selv og fortæller sig selv ting, som de aldrig ville sige til andre. Ville du eksempelvis fortælle din veninde, at hun er utrolig vammel, fordi hun har appelsinhud på lårene, og at hun burde lade være med at være så doven og træne noget mere for at få det til at gå væk? Eller at hun er grim uden makeup og i øvrigt ser gammel ud med alle de rynker? Nej vel?

 

I stedet skal vi ifølge bogen tale kærligt til os selv og acceptere, at vi ikke er perfekte og heller ikke bliver det. Vi kan ikke elske nogen højere, end vi elsker os selv, men problemet er ifølge Joan Ørting, at de færreste af os rent faktisk ved, hvordan vi kan elske os selv.

 

Hvis du føler dig ramt, behøver du ikke få det dårligt over det, for ifølge Joan Ørting kan det være rigtig svært at elske sig selv i et selvtillids-samfund som vores, hvor vi bedømmer os selv og hinanden i forhold til, hvad vi har opnået og kan. Selvtillid er de ydre ting, som eksempelvis hvor fedt dit job, dit hjem, din løn, din kæreste, din krop osv. er. Selvtillid kommer af ydre ting, men alt det betyder ikke noget, hvis vi inderst inde – i kernen – ikke mener, at vi er værd at elske.

 

Selvtilliden beskriver hun i bogen som en trækrone, mens vores rødder er vores selvværd, og dem, der gør, at vi ikke bliver blæst omkuld i stormvejr. Hvis du eksempelvis mister dit job, dit hus, din mand eller hvad der nu giver dig selvtillid, er kronen væk, men har du stærke rødder, kommer du lettere tilbage efter stormvejret. Så Joan Ørting vil gerne hjælpe os med at få stærke rødder. Og hvordan gør man så det?

 

Vis medfølelse

Det, synes jeg, hun har nogle ganske gode bud på. Medfølelse er det overordnede svar. Forestil dig eksempelvis, at du sidder med dit femårige jeg  på skødet, og tænk på, hvordan du ville kommunikere med dig selv, hvis du var ked af det. Hvis du eksempelvis som femårig var blevet drillet og græd, ville du så sige: Det er også, fordi du er så så fed og klodset, at ingen kan lide dig, eller ville du forsøge at trøste og vise forståelse?

 

For mig er det en enormt rørende tanke at tale med sig selv som barn, så pointen er vel, at vi ikke skal fortælle os selv noget, som vi ikke ville fortælle vores indre barn.

 

Tåbelige spejle

En anden øvelse, som jeg først fandt ret tåbelig, er spejløvelsen. Jeg tænkte: “Ej, det der gør jeg simpelthen ikke. Det er jo komplet tåbeligt”. Men da jeg læste, at Joan Ørting havde tænkt det samme og fandt ud af, hvor overrasket over resultatet hun blev, besluttede jeg mg for at prøve alligevel.

 

Øvelsen går ud på, at du skal kigge dig selv dybt i øjnene i et spejl. Kig efter dit indre barn. Tal til den femårige pige indeni dig, hende der ikke fik kærlighed eller medfølelse nok, som ikke helt fik opfyldt sine behov, og som ikke fik opmærksomhed og nærvær nok. Sig: “Jeg elsker dig (navn). Jeg elsker dig virkelig, virkelig højt”. Eller hvis du har svært ved at sige det, så sig: “Jeg er villig til at lære at elske dig”, for ord nedbryder vores modstand.

 

Ja, det lyder da ret åndssvagt, men jeg vil bare sige, at jeg gør det mindst en gang om dagen nu, og det får mig altid til at smile, og jeg bliver faktisk gladere af det. Så prøv det. I bogen kan du læse meget mere om spejløvelsen.

 

Hvad får singler ud af bogen?

Som single i pænt mange år har jeg vænnet mig til at være alene, og jeg er grundlæggende glad og  tilfreds, selv om mange måske ikke helt forstår den måde, jeg har valgt at leve på.  I en alder af 34 år har jeg ikke noget “at vise frem”. Jeg bor i en 30 kvm lejelejlighed, er single, barnløs, ingen dyre ting, ingen bil osv. Men det generer mig ikke. Jeg har valgt det for at forfølge en drøm om at bygge mit eget firma op bl.a. gennem SingleSpot.dk, hvor du lige nu læser denne artikel.

 

Så egentlig føler, at jeg vil kunne klare de fleste situationer uden at blæse omkuld, men alligevel har bogen givet mig noget. Min indre kritiker er blevet meget mere tydelig, jeg er bevidst om hende nu, hun er en heks, der skal ud. Nu. Og jeg tror, at en af grundene til, at jeg nogle gange kan have det lidt svært med at holde en mand ud længe nok til virkelig at lære ham at kende, er måske netop den indre kritiker. Hende, der siger, at han jo alligevel ikke gider mig sådan rigtigt, han vil bare have sex, at han da kan få nogen, der er meget smukkere, tyndere og klogere end mig. Hvorfor gør han egentlig ikke det?

 

Hende vil jeg være meget opmærksom på fremover, og det er Joan Ørtings bog fremragende til at hjælpe med. Og nu kommer så det, jeg er lidt træt af ved bogen:

 

“Elsk dig selv og bliv elsket” er en meget letlæst bog, og jeg læste den nærmest ud i et, og fordi jeg i første omgang havde fået den som e-bog, vidste jeg ikke, hvor meget der var tilbage, da jeg på et tidspunkt sad i toget og glædede mig til at fordybe mig i den igen hele vejen fra Viborg til Aarhus. Til min skuffelse var den dog allerede slut, og jeg følte næsten lige, den var begyndt. Så min største anke er, at den er for kort. Jeg vil gerne vide mere, lære mere, elske mig selv mere. Men indholdet fejler bestemt ikke noget.

 

Den anden dag var jeg desuden så heldig at have Joan Ørting i røret til et interview om bogen og om, hvordan den er relevant for os singler. Det kommer der en artikel om lidt senere, så glæd dig. DET er nemlig spændende.

 

Læs mere om “Elsk dig selv og bliv elsket” af Joan Ørting her.

 

Share this:

About the Author

Pia LoulouIndehaver og stifter af SingleSpot.dk og forfatter til bogen "Den dag jeg stoppede med at græde over mænd" samt medforfatter til bogen "Elsker mig for evigt - 12 hemmeligheder til et lykkeligt liv som single" Single gennem ca. 10 år.

View all posts by Pia Loulou