Klumme: Derfor findes der ingen “selvvalgte singler”

Klumme: Derfor findes der ingen “selvvalgte singler”

I går svømmede alle medier over med nyheden om, at der var kommet nye tal, som viser, at der er flere singler end nogensinde før. 1,6 mio. er det blevet til.

 

Det blev jeg interviewet om til TV Avisen i indslaget Rekordmange bor alene og TV2 Nyhederne: Flere singler end nogensinde før: Her er forklaringen (den nederste video i artiklen), men hvorfor er det egentlig så interessant, at det skal omtales i alle medier?

 

Først og fremmest handler det nok om, at vi som samfund ser på det at være i et parforhold som noget grundlæggende for at have et godt liv.

 

Når der kommer flere singler, er der grundlag for en konflikt, som medierne jo elsker – det kan ses som et tegn på, at samfundet er ved at gå den helt forkerte vej. Hvis man altså har den grundopfattelse, at det er dårligt at være single – en opfattelse som rigtig mange går rundt med, men som jeg tror, er ved at ændre sig. Ikke på den måde at vi helt afskriver parforholdet, men vi begynder mere at se det som noget, der er rart at have, uden at det er en livsnødvendighed.

 

Ingen er selvvalgte singler

De singler, jeg snakker med og hører om, vil gerne have en kæreste – jeg har aldrig hørt nogen sige, at de vil være singler for evigt. De fleste siger noget i retning af: “Jeg vil gerne have en kæreste, hvis den rigtige dukker op, men jeg har det også fint alene”.

 

Jeg mener derfor heller ikke, at man for alvor kan tale om begrebet “selvvalgte singler”  i Danmark. En ekspert udtalte i går til metroxpress i artiklen Mere end hver tredje voksne dansker er nu single, at det er en efterrationalisering, når folk siger, at de selv har valgt at være singler, og at det nærmere er fordi, de ikke KAN finde en kæreste og derfor synes, det er nemmere at lade som om, de selv har valgt livet som single.

 

Det, tror jeg på sin vis, at han har ret i, men grunden til, at de ikke kan eller vil finde en kæreste, tror jeg samtidig er, at vi bliver flere og flere, der ser en kæreste som glasuren på livets kage. Vi kan sagtens nyde kagen uden glasur, selv om det da havde været rart med glasur.

 

Hvis der så endelig skal glasur på kagen, skal det være den helt rigtige glasur og ikke bare hvilken som helst billig glasur fra Netto. Vi skal være sikre på, at den glasur er så god, at vi ikke risikerer at ødelægge hele kagen ved at smøre den på.

 

Er ikke selvvalgt single

For mit eget vedkommende har jeg heller aldrig tænkt, at jeg aldrig vil have en kæreste, eller at jeg er “selvvalgt single”. I en periode valgte jeg bevidst at afskrive alt, hvad der hed mænd og dating for at finde ud af, hvad JEG gerne ville, og hvad der gør MIG glad uden at lade mig definere af, hvad en eller anden mand mener.

 

Jo længere tid, jeg gik rundt og var single, des bedre fik jeg fået det med det.

 

At gøre sig selv glad er svært. Det kræver tid og en målrettet indsats, for samfundet er indrettet efter, at parforholdet er normalen – vi hører sammen to og to – og den opfattelse er utrolig vanskelig at bryde med.

 

Føler sig forkert som single

Som single kommer du nemt til at føle dig forkert eller udenfor, hvis du ikke har en kæreste, som normen dikterer.

 

Så en af grundene til, at der kommer flere singler, er ikke, at flere helt bevidst afskriver et parforhold for evigt, men at der skal mere til, før vi vil opgive friheden ved livet som single.

 

Samtidig er der naturligvis nogle andre ting, der har indflydelse. Bl.a. at mange singlemænd bliver i de mindre byer, mens singlekvinderne flytter til storbyen, og det derfor er sværere at finde  sammen.

 

►►“Elsker mig for evigt – 12 hemmeligheder til et lykkeligt liv som single” er en bog, som jeg har været med til at skrive, og som bl.a. handler om, hvordan jeg og andre singlekvinder har fundet fred med at være frie singler i et pardomineret samfund.

 

[adrotate group=”8″]

Læs også: Sommer-inspiration: Her kan du komme på golfhøjskole for singler

Læs også: Find sngle-events og singlefester i hele Danmark

 

[adrotate block=”1″]

Share this:

About the Author

Pia LoulouIndehaver og stifter af SingleSpot.dk og forfatter til bogen "Den dag jeg stoppede med at græde over mænd" samt medforfatter til bogen "Elsker mig for evigt - 12 hemmeligheder til et lykkeligt liv som single" Single gennem ca. 10 år.

View all posts by Pia Loulou