Har du kærlighedskomfortzoner – og hvordan spænder de ben for dig?

Har du kærlighedskomfortzoner – og hvordan spænder de ben for dig?

(Teksten Indeholder reklamelinks) Egentligt synes jeg, at jeg er ret åben, fleksibel og god til at tænke ud af boksen. Jeg er både selvstændig, eventyrlysten, kan rejse alene og ser muligheder i det meste.

 

Så jeg synes egentlig ikke rigtig, at jeg har en komfortzone. Lige indtil det gik op for mig. At det har jeg. Flere endda.

 

Og de spændte faktisk gevaldigt ben for mig, da jeg var single.

 

Komfortzone og kærlighedSådan indleder forfatter og foredragsholder Kirk Rønler dette gæsteindlæg, som hun har skrevet i anledning af, at hendes nye bog “Sådan får du en kæreste” netop er udkommet. Hun fortsætter:

 

Hvordan finder du din kærlighedskomfortzone?

Når du skal finde din kærlighedskomfortzone, leder du efter mønstre, der gentager sig. Det kan være, du genkender:

 

  • At det altid er dig, der afbryder kontakten – eller tager den
  • At du aldrig præsenterer din date for din familie, før I nærmest er gift
  • Ikke eller altid søger om venskab på diverse platforme som facebook og snapchat
  • Altid eller aldrig er den, der inviterer på næste date

 

Ringer der nogen klokker?

 

Det vigtigste er ikke så meget at finde dine kærlighedskomfortzoner, men at finde ud af om de reelt set tjener dig godt eller mindre godt.

 

Jeg har valgt at dele fire af mine kærlighedskomfortzoner, som jeg alle har valgt at bryde med, på min egen måde, i mødet med min kæreste.

 

Nummer 1 // Mine mænd hedder altid noget andet

Jeg kalder altid mine mænd for noget helt andet end det, de hedder. For eksempel har jeg datet og været kæreste med:

 

  • Jyden
  • Surferen
  • Bankmanden
  • Journalisten
  • Frømanden
  • Markisemanden fra Rødovre

De har faktisk altid heddet noget andet. Aldrig deres rigtige navn. Det ville jeg simpelthen ikke, før det var “seriøst nok”.

 

Selvom det har været sjovt og opfindsomt at kalde mændene alt muligt andet, har den eneste funktion været at holde dem på afstand.

 

Ved at kalde dem noget andet vandt jeg to distancer:

 

  1. Den fra mig til ham, han kom ikke rigtig tæt på, hvilket sikrede, at jeg ikke blev såret,
    hvis han gik.
  2. Den fra mig til mig selv – så jeg ikke rigtigt kunne mærke, hvordan jeg havde det.

 

Jeg synes ikke, at den komfortzone tjente mig særlig godt, når mit ønske var en tæt
kærlighedsrelation. Jeg valgte derfor at bryde den, da jeg mødte min kæreste og fra
starten af præsenterede ham ved hans navn.

 

Nummer 2 // Jeg er den, der er gået, vi ses!

Det er altid mig, der er gået, i hvert fald i længere forhold. Daffet. Skredet. See you later, alligator! Sayonara!
Jeg er gået, før de kunne gå fra mig.

 

Kender du det?

 

Selvom det på overfladen kan ligne en komfortzone, der har tjent mig, så tjener den mig faktisk ikke længere, når det, jeg ønsker, er en dyb kærlighedsrelation. Både den, hvor vi rummer hinanden fuldt ud med alt, hvad der er, og både trækker hinandens lys og mørke frem i troen på, at vi i kærlighedens relation kan heale alt det (undskyld udtrykket) lort, vi har med os.

 

Ubevidst har jeg trukket mig tidligere, fordi jeg var bange for, at hvis han så ‘det hele’ omkring mig, ville han tage benene på nakken.

 

Nummer 3 // Ikke på vilkår, om jeg spørger først

Jeg har aldrig spurgt en fyr, om han ville være kæreste med mig. Jeg har altid ventet på, at de skulle spørge, og så har jeg samtidig udtalt sætninger som: “Jeg er langsom til at blive kærester. Det er ikke noget, jeg bare lige bliver.”

 

Og nærmest med stolthed fortalt historien om at det tog 9 måneder, før jeg blev kæreste med min eksmand.

 

Det mønster, den komfortzone, har jeg gentaget igen og igen. Men det er egentlig ikke en komfortzone, der har tjent mig særlig godt – den har jo, præcis som nummer et, holdt mændene og kærligheden på afstand.

 

Så med min kæreste satsede jeg sgu butikken og præsenterede ham som min kæreste til min fødselsdagsmiddag, uden at jeg havde spurgt ham først.

 

Nummer 4 // Sig du elsker mig

Uhhaaa, den her har jeg nærmest tidligere kunnet få kuldegysninger over! Tanken om at sige til en mand, at jeg elskede ham, før han sagde det til mig. Jeg gjorde det bare ikke.

 

Tanken og sætningen har udspillet sig utallige gange i mit hoved, men jeg ville bare ha’, at de skulle sige det først til mig.  Af frygt for at blive forladt.

 

Og helt barnligt-agtigt var jeg sikker på, ubevidst vel at mærke, at hvis jeg ikke havde sagt, at jeg elskede ham, så gjorde det mindre ondt, hvis han gik.

 

Med min kæreste er jeg hoppet ud af min komfortzone, og jeg kan så tydeligt huske første gang, jeg hviskede i hans øre: “Er det okay, hvis jeg elsker dig lidt?”

 

Hvorfor komfortzoner?

Det er egentlig ganske enkelt. For mig har det handlet om min livssmerte, som er frygten for at blive forladt. Og så har jeg ubevidst pakket det ind i komfortzoner, som egentlig på overfladen lignede alt muligt andet end det, de var.

 

Men de gjorde mig egentlig ikke noget godt.

 

For de sikrede bare, at jeg hele tiden holdt alle andre på afstand.

 

Kender du noget af det? Kan du spotte nogle af dine egne komfortzoner? Tjener de dig godt eller ikke?

 

Komfortzone og kærlighedKirk Rønler er som nævnt forfatter til bogen “Sådan får du en kæreste” – og hun har lavet et helt særlig lækkert tilbud på bogen inkl. andre godter til dig, der læser dette:

 

Du får en signeret udgave af bogen med en personlig hilsen (Værdi 249 kr.)

PLUS

  • Gratis online foredrag ‘Sådan får du en kæreste’ som kun findes online (Værdi 195 kr.)
  • Gratis meditation som booster feminin energi (Værdi 199 kr.)
  • Gratis porto som sendes med tracking kode (Værdi 32 kr.)

Samlet værdi: 675 kr.

Din pris: 249 kr.  Du sparer hele 426 kr. ved at købe her >>

 

 

Komfortzone i kærlighed

 

Share this:

About the Author

Kirk RønlerKirk Rønler er foredragsholder og taler om bl.a. dating. I sine foredrag trækker hun på sine egne erfaringer fra de mange dates, hun har været på. Hun beskæftiger sig desuden med, hvordan kvinder kan lære at slutte fred med deres krop.

View all posts by Kirk Rønler